Her vender vi tilbage til 2020 via afsnittet “8 minutter og 47 sekunder” – et af de mest intense, sårbare og historiske øjeblikke i podcastens liv. Det er året, hvor Danmark lukker ned, hvor “sammen – hver for sig” bliver et nationalt mantra, og hvor George Floyds død og Black Lives Matter bevægelsen for alvor flytter sig ind i vores kollektive bevidsthed.

På den ene side genoplever vi stemningen og chokket fra 2020 – corona, hjemmejob, privatfester som coping, skærsildsfølelsen – og på den anden side lytter vi til, hvordan vi talte om nyhedsmedier, døde sorte kroppe på skærmen, aktivisme og udbrændthed, dengang vi stod midt i det. 

Gør jer klar til nedslag i vores politiske og følelsesmæssige udvikling: fra analysen af medierne, over spørgsmålet om hårdførhed og afstumpning, til refleksioner over BLM som bevægelse og et gammelt ønske om “aldrig at snakke om racisme igen”.

Vi taler om, hvorvidt vi selv – og samtalen om racisme, sorthed og solidaritet – har rykket sig fra 2020 til 2025. 

Ved at sætte vores gamle ord op imod vores nuværende perspektiv blev det både et spejl, en kritik, en kærlig roast og en kærlig arkivering af tre sorte kvinder, der prøvede at skabe mening midt i en global undtagelsestilstand.

Kære lyttere, hvad er status på antiracisme, sociale bevægelser og hverdagsmodstand i 2025, hvis I selv skulle sige det? Og vigtigst: DIT IT AGE WELL? 

Vi inviterer jer både til at genhøre det oprindelige afsnit og selv mærke efter, hvordan I selv har flyttet sig siden. For os blev 2020 ikke bare et tilbageblik, men det blev også en påmindelse om, at vi stadig lever med efterdønningerne af 2020 – og at skærsilden nogle gange også er et sted, hvor man opdager, hvad man ikke vil gå tilbage til.

Tusind tak fordi I lytter med.

Tak til Lasse Lund for vodcast og Jakob Ranum for studietid

Tak til Maria Svehag for SoMe.

Tak til Awinbeh for jinglen og tak til Liv Habel for vores smukke coverbillede

Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.