Efter jeg er kommet i 40’erne, er der sket noget med mine veninderelationer, som jeg ikke kan få hold på. Jeg føler ikke længere, at jeg svinger med mine veninder på samme måde som i gamle dage. Mange af mine venskaber går helt tilbage fra folkeskole og gymnasietiden og vi har altid haft et godt sammenhold. Jeg har været den, veninderne betroede sig til og talte med, når der var problemer med børn og mænd. Efter at jeg blev skilt for et par år siden, er det pludselig mig, der har brug for støtte, men det virker som om, at har nok i sig selv og deres eget liv. Det giver en mærkelig stemning, når vi ses, for jeg er en pleaser, der altid sørger for den gode stemning, men jeg er også dybt såret og hvis jeg så meget som pipper om, at jeg ikke føler, de er der for mig, bliver der en mærkelig stemning. Er mine behov slet ikke vigtige? Har jeg misforstået, hvem de er alle disse år? Jeg virkelig vred, men også bange for at støde dem fra mig med alle mine følelser.