Aske ankommer ved flygtningelejren i Calais og oplever lejrens kaos og kummerlige forhold, hvor sult, skrald og mudder hærger. Han møder blandt andre en britisk kvinde, der tidligere har været en del af det anarkistiske miljø i England, og sammen bosætter de sig i lejren for få et overblik over lejrens kvinder, børn og mest udsatte grupper. De danner sammen et kvindecenter, men finder hurtigt ud af, at der også er brug for et ungdomscenter, hvor de unge uledsagede drenge kan opholde sig og skabe et sammenhold som alternativ til det hårde smuglermiljø, der gennemsyrer de forskellige dele af lejren. Det viser det sig at være altafgørende for lejrens forhold at bygge bro og empati blandt de unge drenge, der er i konstant fare for at blive misbrugt som ”dansedrenge” og udnyttet som banderekrutter. Hos de mange flygtninge og især i de unge uledsagede drenges selskab overværer Aske midt i deres komprimerede kaos de smukkeste og mest menneskelige øjeblikke, og han lærer hvordan man overlever med sin integritet i behold selv under de værst tænkelige forhold.