I denne episode kan du høre om den dag, hvor jeg IKKE græd over et deformt, hjemmebagt brød, og hvilke tanker det satte i gang hos mig. 

For det viser sig, at når blot jeg har det godt og ikke føler mig stresset, så har jeg åbenbart alligevel en art følelsesregulering. 

Jeg deler også kort mine tanker om den shitstorm, som opstod, da en kvinde med ADHD søgte om personlig assistance, og hvorfor jeg synes, det er sindssygt ærgerligt. 

Det betyder i hvert fald, at jeg lige dukker mig lidt mere, end jeg ellers ville have gjort. 

Og så er denne episode slutningen på sæson 1. Hurra!

Jeg siger tak for denne gang, går på en dejlig lang sommerferie og lægger planer for næste sæson. 

TAK FORDI I VAR MED! 

Du kan finde mig på LinkedIn eller på Neurospicys insta