
Hvert år er der flere og flere danskere som dyrker styrketræning. Det er ikke så sært, da der er utrolig mange sundhedsmæssige fordele ved at styrketræne. F.eks. får man større og stærkere knogler, mere muskelmasse og styrke som forebygger skader, samt en masse andre fordele. Faktisk er man fra sundhedsstyrelsens side i 2023 også begyndt at anbefale styrketræning til børn og unge. Når man tænker på at det for få år forinden blev betragtet som en farlig og potentiel skadelig aktivitet for børn og unge, er det faktisk en ret vild udvikling. Men trods sundhedsstyrelsens anbefalinger er der selv den dag i dag, stadig nogle fordomme omkring styrketræning, som holder flere tilbage fra at dyrke det i deres fritid. Og lad os slå én ting fast: Styrketræning er bestemt ikke farligt! Hvis du stadig er i tvivl, så læs med herunder: Den menneskelige krop er ret fantastisk. Man kan udsætte den for en masse forskellige slags stimuli, som f.eks. træning, som er med til at stresse den. Når kroppen bliver stresset, bliver der sat gang i en masse forskellige processer, som gør at kroppen går i gang med at tilpasse sig det stress som den udsættes for. Hvis man styrketræner, vil stresset faktisk medføre at man nedbryder muskelfibre og sene væv. Det kan umiddelbart virke som en negativ ting, men fordi kroppen er i stand til at ændre sig, vil det ødelagte væv efterfølgende bliver genopbygget i det man kalder restitutionsperioden. Men fordi kroppen gerne vil forberede sig på at kunne modstå samme type stress som det er blevet udsat for, så bliver muskler og sener genopbygget til at være endnu stærkere end før. Det kræver kun at man giver kroppen nok ro og ernæring i genopbygningsfasen efter en træning. Der findes stadig myter om at tung styrketræning er skadeligt for kroppen. Særligt for børn og unge. Det er ikke helt sandt, det handler nemlig alt sammen om den belastning man udsætter kroppen for (dosering) mod den belastning, som kroppen er i stand til at modstå (kapacitet). Med andre ord handler det altså om den mængde af træning man udsætter kroppen for. Begynder man som ung at styrketræne, vil man altså kunne klare en vis mængde træning baseret på ens kapacitet. Men i takt med at kroppen udsættes for træning, vil denne kapacitet øges og man kan gradvist udsætte den for mere og mere dosering. Man skal derfor ikke være bange for at styrketræne og løfte vægte. Kroppen vil over tid tilpasse sig aktiviteten og belastningen, hvilket både giver en stærkere, sundere og mere modstandsdygtig krop. Hvis man vil være helt sikker på at undgå skader, skal man altså blot undgå at træne hårdere end hvad kroppen kan tolerere, når man går i gang med styrketræning.