Sådan lyder et af digtene fra den bog, der hedder "Vordingbronx". Den er skrevet af Emil Falster, og på mange måder er det en sætning, der indrammer mange af bogens tematikker og paradokser, der kredser om hans eget liv.

På knap 100 sider hører vi om Emils klasserejse, fra provinsen, fra underklassen fra en barn- og ungdom som kriminel, til København, hvor han trods alle odds og statistikker kommer på universitetet, får en phd-stillingen, en lejlighed, en familie. 

Det har imidlertid en pris, sådan en klasserejse, med den ambition, der ligger bag. Som digtsamlingen er god til at vise, kan man ende med at miste sine gamle venner, evnen til at tale med sin familie. Man kan ende med at være splittet mellem to verdner.

Velkommen til et afsnit af Brændende Bøger, hvor vi taler det store katalog af dilemmae, ofringer og potentielle traumer, der kommer af sådan en klasserejse; om forskellen på arbejderklassen og middelklassen, og hvorvidt digte i sig selv kan hjælpe én med at bearbejde den smerte, der følger sådan et liv.

For mere end 2500 år siden, begynder der i Kina at florere en lille bog af vers, som går under navnet Daodejing.

Titlen kan oversættes til noget i retning af “Bogen om Vejen og vejens magt”. Mere præcist består den af 81 korte vers, som op gennem årtusinderne ender med at udgøre fundamentet for den taoistiske filosofi og spiritualitet i Kina. 

Det er simpelthen ikke muligt at overvurdere dens indflydelse på alt fra politik, kunst og medicin, til etik og verdenssyn, ligesom den også bliver ved med at påvirke mennesker den dag i dag. Og det på trods for, at "Daodejing" nærmest er det stikmodsatte af en regelbaseret religiøs håndbog.

Lyt til et særligt afsnit af Brændende Bøger, hvor den danske, prisbelønnede musiker og sangskriver Bisse fortæller om en bog, der har inspireret ham så meget, at en del af versene endda optræder på hans spritnye album.

Kurt Vonneguts antikrigsroman og nyklassiker fra 1969, Slaughterhouse-Five — på dansk Slagtehal fem — kredser om Billy Pilgrim, manden der er “gået galt i tiden”.

Billy deltager i 2. verdenskrig og overlever bombardementet af Dresden, en af krigens mest altødelæggende katastrofer. Men midt i rædslerne brydes virkeligheden pludselig op: Billy befinder sig i det ydre rum, kidnappet af rumvæsner, udstillet i en zoologisk have på planeten Tralfamadore og undervist i et tidsfilosofisk verdenssyn, hvor ingen nogensinde dør, og hvor alle øjeblikke eksisterer for evigt.

Det er en mærkelig og foruroligende blanding. Og som læser begynder man at mistænke, at Billys kosmiske eventyr måske er noget, han digter som en måde at kapere sine traumer på — et forsøg på at forstå katastrofen og overleve den massive død, der omgiver ham.

Så: Blev han virkelig kidnappet af rumvæsner? Hvorfor blander en bog om krigsgrusomheder science fiction ind i fortællingen? Og hvordan fortæller man overhovedet om noget af det mørkeste, menneskeheden har gjort mod sig selv?

Lyt med, når vi sammen med Klaus Brix Andersen taler om den evige krig, om tidsforskydning, oplyste rumvæsner, traumebearbejdning og børnekorstog.

I 1973 udkommer Henrik Stangerups roman "Manden der ville være skyldig" – en skarp, satirisk og dybt foruroligende fortælling om menneskets forhold til skyld, ansvar og frihed, i fremtidens Danmark.

I en alkohol- og voldsrus slår hovedpersonen Torben sin kone Edith ihjel, og da han kommer til sig selv, ønsker han kun én ting: at blive dømt og straffet, så han kan gøre bod for sin handling. Men i romanens dystopiske og næsten totalitære udgave af velfærdsstaten er personlig skyld blevet afskaffet. 

Her anses enhver forbrydelse i stedet som et resultat af systemets fejl, af beklagelig opdragelse eller pres fra omgivelsernes. Her er ingen længere ansvarlige for egne handlinger. Her kontroller samfundet kontrollerer alle aspekter af vores liv – fra hvem der må få børn, til hvad børn må læse. 

Velkommen til et afsnit af Brændende Bøger, hvor vi sammen med Bo Heimann som gæst dykker ned i Stangerups mørke fremtidsvision og spørger, hvorfor en verden uden skyld og personlig ansvarlighed føles så skræmmende - måske specielt den dag i dag. 

Gennem Europas historie har kongefamilierne været blandt de mest stabile institutioner, vi kender. Den danske kongefamilie mener endda at kunne føre sine aner helt tilbage til Gorm den Gamle i 900-tallet.

Monarkiet står altså som et symbol på tradition og kontinuitet. Men historisk set har de også opereret med nogle ret snævre rammer for, hvem der overhovedet passer ind og kan blive konge. Eksempelvis hjælper det gevaldigt på det, hvis man er en mand. Man skal også gerne kunne føde børn. Og være, ja, mere eller mindre, heteroseksuel.

I sin nye bog, "Kongeligt Queer", skriver historiker Lars Oskan-Henriksen, at “selve grundessensen i queerness er at udfordre det eksisterende.”

Og netop dér, i spændingsfeltet mellem det traditionelle monarki og den normbrydende queerness, opstår et fascinerende paradoks: Hvad sker der, når dem, der skal repræsentere Guds perfekte familie, selv afviger fra normen, bryder med forventningerne – eller ganske enkelt elsker på deres egen måde?

Velkommen til Brændende Bøger, hvor vi dykker ned i fortællingerne om de royale normbrydere.

Mellem 2022-2023 bliver der stjålet 170 gamle bøger skrevet af russiske forfattere fra biblioteker over hele Europa til en værdi af mere end 21 millioner kroner. Sidenhen er flere personer fra Georgien blevet anholdt i sagen. Men nogle eksperter fastholder  stadigvæk den dag i dag, at så stor en operation ikke kan ske uden støtte ovenfra.
 
Man ender altså med at spørge sig selv, om der hermed menes staten Rusland, og om denne bølge af bogtyverier kan ses som endnu et eksempel på Rusland hybride krigsførelse, som vi allerede kender?
Men hvorfor skulle Rusland have interesse i at stjæle originale udgaver af russiske klassikere tilbage til Rusland? Og hvis det er sandt, hvad fortæller det så om Ruslands forhold til deres egen litterære arv?
 
Og så er der endnu et kuriøst faktum, nemlig at hoveddelen af de stjålne bøger er skrevet af forfatteren Aleksandr Pusjkin. Og det er faktisk også et navn som går igen flere steder i dag, blandt andet i de nyligt besatte områder i Ukraine, hvor man har fundet plakater af ham. Hvilken rolle spiller han i alt det her?
 
Velkommen til et lidt særligt afsnit af Brændende Bøger, hvor vi sammen med professor Anders Engberg-Pedersen sætter fokus på Pusjkin og russernes nære forhold til deres egen litteratur.

Under Kulturrevolutionen i Kina siges det, at man ikke kunne undgå den — den blev båret i lommer, løftet i vejret og citeret i kor. Nogle eksperter vurderer endda, at den blev trykt i over en milliard eksemplarer.

Der er med andre ord tale om en af verdenshistoriens mest indflydelsesrige bøger, som blandt mange andre ting også blev brugt som et redskab til at samle, overbevise – og kontrollere.

Bogen selv består af korte citater af Mao Zedong. Nærmest små aforismer. Men de rummer et helt politisk og ideologisk univers: her deler Mao sine tanker om revolutionen, om klassekamp, om Kinas rolle i både fortiden og fremtiden; om moral, kultur, kvinder og kunst.

Velkommen til et afsnit af Brændende Bøger, hvor vi sammen med Bo Ærenlund Sørensen - adjunk ved Københavns Universitet - taler om Mao’s ikoniske lille røde.

Geni. Digter. Seer. Queer. Punker? Hashryger. Anarkist. Anti-oplysning, anti-fædreland, anti-establishment. Evigt søgende...
 
Mellem 1854 og 1891 levede der en af de mest ikoniske og indflydelsesrige digtere, den franskfødte Arthur Rimbaud. Fra han var 15 til han var 21 år skrev han noget af den vildeste, mest nybrydende og mærkeligste poesi, den vestlige verden har kendt til, måske især i sit mest kendte værk: En årstid i helvede.
 
Et værk (og et forfatterskab!) som trods dets korte bane fik en helt enorm indflydelse på den litteratur- og kunsthistorie, der fulgte efter: På modernismen, surrealismen, beatgenerationen og selv vore dages kunstnere. 

Måske er det endda netop fra Rimbaud, at vi har myten om kunsteren som et enligt geni, der altid balancerer mellem denne verden og den næste, mellem galskab og genialitet, destruktivitet og kreativetet.
 
Lyt med, når vi sammen med Mads Ananda Lodahl vender en af de mest betydningsfulde kunstnere fra det 19. århundrede, der drømte om - som Mads italesætter - "en bevidst vedvarende og fantastisk forvirring af alle sanser".

László Krasznahorkai hedder den seneste vinder af Nobels Litteraturpris.

Han modtager prisen “for sit gribende og visionære værk, der midt i den apokalyptiske rædsel bekræfter kunstens kraft.”. 

Men hvad betyder det? Hvori består det gribende og visionære i hans værker, og hvorfor er og har forfatteren fra Ungarn altid været så optaget af apokalypsen?
 
Velkommen til en episode af Brændende Bøger, hvor vi med Johan Lose som gæst sætter fokus på et enestående forfatterskab.

I den kendte kinesiske forfatter Yu Huas episke roman "Brødre" fra 2005 møder vi de to halvbrødre Glatskalle Li og Song Gang. Som børn bindes de tæt sammen efter deres forældres død og må støtte sig til hinanden for at overleve. Alligevel ender de med at gå hver deres vej – to liv, der løber parallelt, men aldrig forenes.

De er på næsten alle tænkelige måder hinandens modsætninger. Mens den ene er rå, opportunistisk og vild, er den anden blid, romantisk og dybt loyal. "Brødre" er nemlig også en fortælling om splittelse: mellem kærlighed og sex, solidaritet og egoisme, kommunisme og kapitalisme. Den er grotesk, komisk og næsten hjerteskærende spændende. 

Gennem deres to skæbner fortælles historien om Kinas dramatiske forvandling i den sidste halvdel af det 20’ århundrede – fra kulturrevolutionens kollektive brutalitet til kapitalismens individualistiske vanvid.

Lyt med, når vi sammen med den blændende oversætter og digter, Sidse Laugesen, spørger, hvad det egentlig vil sige at vokse op i en tid, hvor alle værdier vendes på hovedet og må genopfindes fra grunden? Og hvad "Brødre" – en roman, der også i Kina har opnået en enorm popularitet – kan fortælle os om landet i dag? 

“En fuldkommen sindssyg bog” — Aftenposten Kristiania 

“Alvorlig og stribende blodig. Revolutionær, kommunistisk, suveræn” — Arbejderbladet, København

 “Man har sgu ikke lyst til samleje fjorten dage efter man har læst den” — Kai Fris Møller

“Kedelig!” — Georg Brandes. 

I 1922 udkommer en ultrakort digtsamling på i alt 20 sider i Danmark – som simpelthen springer en bombe i dansk litteratur og lyric, fordi den sprænger rammerne for, hvad man dengang kunne skrive. Vi taler om Blod, skrevet af den dengang kun 22-årige Rudolf Broby-Johansen. En digtsamling som kort efter udgivelsen blev til en skandale og offentlig sag, da en anklager hev forfatteren i retten fordi indholdet var utugtigt! Broby-Johansen fremførte så en forsvarstale for sin kunst, som hurtigt blev kendt som et manifest for kunstens rolle, efter 1. verdenskrig.
 
Skrevet udelukkende i versaler, og med undertitlen expressionære digte, skar BLOD med andre ord sig direkte gennem datidens kunsts pæne, borgerlige rammer, og fremviste alt det grimme, alt det, der lå lige nedenunder: blod, død, sindssyge, prostitution. Teksterne er brutale, kompromisløse og uafrystelige - selv i dag.
 
Hvad var det for en tekst, der kunne ryste en hel retsstat — en hel kunstforståelse? Hvad prøvede Broby-Johansen at sige med sine ekstremt dystre ekspressioniske billeder? Og hvordan har Blod inspireret dansk litteratur?

Lyt med, når vi sammen med den aktuelle digter Tom Kampman vender en af dansk lyriks vigtigste og mest forbudte bøger.

(Beklager den lidt hule rumklang, når jeg taler! En teknisk fejl, som jeg tager på min i forvejen ikke specielt tekniske kappe)

Myten om den ensomme kunstner, der som et geni ofrer alt for kunsten, lever stadig i litteraturen og i vores kollektive fantasi. 

Men er det egentligt sandt, at kunstnere lever et anderledes og mere poetisk liv end os andre dødelige? Bliver deres kunst bedre af det? Og hvis ikke, hvorfor dyrker vi stadig myten om den lidende kunstner?

Et godt eksempel på en nulevende forfatter, der på mange måder dyrker og inkarnerer myten, er den norske forfatter Tomas Espedal, især i den delvist selvbiografiske bog "Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv" — ja, man kan næsten høre det allerede i titlen.

I dagens afsnit af Brændende Bøger undersøger vi sammen med forfatter Victor Boy Lindholm, hvordan kunstnermyten og idéen om at leve et vildt og poetisk liv udspiller sig, med alt dens potentiale, mulige løgnhistorier og kult omkring kunstneren. 

Har du nogensinde hørt om Völuspá – Vølvens spådom?

Hvis ikke, venter der i dette afsnit af Brændende Bøger et mindre kammer af guld. For sammen med forfatter Andrea Hejlskov, der har skrevet om sit eget liv som vølve (stav-bærer/seerske), men også gendigtet det gamle nordiske langdigt, bliver vi kastet helt ind i en anden verden, der alligevel på mange måder minder om vores egen.

I Vølvens Spådom taler en vølve om verdens skabelse, sammenbrud og herefter genskabelse. Det er en svimlende tekst, som indeholder alt fra kosmologi, profeti og poetiske visioner og giver os alt i alt et enestående indblik i den førkristne nordiske forestillingsverden – i deres etik, selvforståelse og kultur, hvor guder, mennesker og natur er vævet tæt sammen.

Det var ærligt talt en af de mest spændende samtaler, jeg har haft, for Andrea Hejlskov er helt ufatteligt skarp, sjov og generøs i sin fremlægning af en bog, der har haft en helt afgørende betydning for hende selv.

Lyt, lyt, lyt!

IMENS LIGUSTERHÆKKEN SKAMTRIMMES
 
Alle kender ham. Ingen kender ham. Siden han begyndte at male i 1998 har SPYO’s maleruller prydet Københavns gavle, under tagene, langs togskinnerne — overalt i byen.
 
BYENS UKRONE PEDEL
 
Hans værker kan nemt læses som en kritik af den udvikling byen har taget de sidste mange år, med gentrificering, hipsterficering, bureaukratisering (SPYO - STADIG UDEN NEM-ID, lyder et andet!), og med beboere, der som lønslaver arbejder sig selv ihjel.
 
VOKSNE ER BØRN DER ER SINDSYGE
 
Det forunderlige er dog, at vi på trods af kendskabet til hans værker, ved meget lidt om hvem han er. Om han overhovedet er en han. SPYO stiller meget sjældent op til interviews, og synes generelt at operere bedst om natten, alene.
 
HOLD UD TIL DU DØR
 
Velkommen til et anderledes afsnit af Brændende Bøger, hvor vi sammen med FLIP (fotograf og idémand bag bogen SPYO's København) undersøger hvilket menneske, der gemmer sig bag SPYO-signaturen, hvorfor han kalder sig for byens ukronede pedel, og om man på nogen måde kan se hans værker som litteratur.
 
LØNSLAVE

“Det gør hverken fra eller til hvad menneskene måtte mene om krig, sagde dommeren. Krig vil altid blive ved med at eksistere. Man kunne med lige så god ret spørge, hvad folk mener om sten.”

I 1985 udkommer romanen Blodets Meridian, skrevet af den amerikanske forfatter Cormac McCarthy.

Ultrakort fortalt er det en historie om vold og krig– en undersøgelse, måske, af voldens natur og af, hvorfor mennesket bliver ved med at gå i krig, uanset hvor oplyste og humanistiske vi måtte regne os selv for at være. I bogen følger vi drengen kaldet The Kid gennem storslåede ørkenlandskaber og nådesløse massakrer, idet han slutter sig til en bande indianerjægere, som igen er ledet af den gådefulde, mystiske og på mange måder sataniske Judge Holden.

Forfatteren Cormac McCarthy blev for alvor kendt bredt, da hans roman No Country for Old Men blev filmatiseret af brødrene Coen og vandt fire Oscars – og senere igen med The Road. Man må imidlertid virkelig ikke snyde sig selv for at læse bøgerne, for McCarthy er også blevet set som en fornyer af det engelske sprog med sine lange, flydende sætninger og sin næsten bibelske prosa.

Lyt derfor med, når vi i dagens afsnit sætter fokus på en forfatter, der hele sit forfatterskab reflekterede over menneskelig ondskab og moralens grænser – og som, midt i vores moderne tid, fandt tilbage til et ældgammelt, minimalistisk og bibelsk sprog.

Og når vi sammen med Mikkel Vinther spørger hvorfor vold og krig altid bliver ved med at følge mennesket, med udgangspunkt i McChartys måske vildeste bog - nyklassikeren “Blood Meridian”.

Det er nu over 145 år siden, at Henrik Ibsens Et dukkehjem for første gang blev opført i 1879. Alligevel vækker stykket stadig stærke følelser. Det kan få os til at græde og tvinger os til at stille spørgsmål ved vores egne forhold, den dag i dag. 

Måske fordi Ibsen rev væggen ned og udstillede en af de mest intime og skrøbelige strukturer i vores samfund: den borgerlige kernefamilie.

Et brutalt og næsten uhyggeligt realistisk drama om ægteskab, kønsroller og forventninger – om forskellen på at blive elsket som menneske og holdt som en dukke. Om spændingsfeltet mellem tryghed og frihed.

Eller måske skyldes dets farlige potentiale, at dramaet kulminerer i en slutning, der siden er blevet ikonisk: med en dør, der smækker – og en kvinde, der går.

Lyt med, når jeg sammen med Elizabeth Blicher kigger ind i Ibsens mesterværk. 

Hvordan fortæller man historien om en mand, der gennem sit liv mister alt – familiemedlemmer, venner, hjemstavn og værdighed — og alligevel forbliver stående oprejst? En mand, der har levet på samfundets bund, i dets skygger, og hvis liv i sig endte med at rumme et stykke Danmarkshistorie? Og hvordan fortæller man den historie, når manden er ens egen far? 

I dagens episode af Brændende Bøger har jeg besøg af Halfdan Pisket, tegneren og forfatteren til Danskertrilogien. En prisbelønnet, brutal og dybt rørende graphic novel i tre bind: Desertør, fra 2014, Kakerlak fra 2015, og Dansker, fra 2016.

Knap 10 år efter det sidste bind udkom, vil jeg gerne tale med Halfdan om det delvist selvbiografiske portræt af hans far, James Pisket, en mand, der over seks årtier bevæger sig fra at være deserteret soldat og torturoverlever i Tyrkiet til gæstearbejder i Danmark, til kriminel, far, og til sidst, en dansker. 

Med nogle vanvittigt udtryksfulde visuelle virkemidler – nogle gange helt uden medfølgende tekst – viser Halfdan ikke bare læserne sin fars liv, men også hans indre tilstande: hans drømme, mareridt, epilepsi-anfald og store ensomhed. 

En alt i alt rystende bog, som han forresten selv kalder en “ubetinget kærlighedshistorie”. 

Lyt derfor med, når jeg spørger, hvordan den her vigtige historie kom til ham, hvad det gjorde ved faren og deres indbyrdes forhold at fortælle den, og hvordan han ser på værket i dag, næsten ti år efter dens udgivelse.

Programmet har fået et nyt navn. Et sejt navn. 

Lyt her til en lille teaser, der kort forklarer programmets nye navn og ramme. Lidt om hvorfor man ikke bare kan stoppe en serie på 89 afsnit. Og endeligt om mine håb(mit håb? Mine håber?) for de næste mange år, hvor jeg drømmer om at lave et podcast katalog over alle de bøger, der har påvirket os i vores tid. 

Jeg håber du vil være med. Med til at komme gode råd. Dele dele ynglingsbøger. Og snakke om litteratur.