Home
Categories
EXPLORE
True Crime
Music
Comedy
Society & Culture
Religion & Spirituality
Business
Education
About Us
Contact Us
Copyright
© 2024 PodJoint
00:00 / 00:00
Sign in

or

Don't have an account?
Sign up
Forgot password
https://is1-ssl.mzstatic.com/image/thumb/Podcasts211/v4/7b/27/cb/7b27cb1e-d85f-334e-3d6c-76308169c5a7/mza_3694694306614781377.jpg/600x600bb.jpg
Dobbelt Ramt
Socialt Indblik
9 episodes
7 months ago
”Du kan ikke få hjælp her, når du har et misbrug”.   

Mindst 6.400 børn og unge under 25 år er ramt af det, der kaldes dobbeltproblematikker eller dobbeltdiagnoser. Det vil sige, at de er ramt af en psykiatrisk diagnose og et misbrug af enten alkohol, hash, stoffer eller en blanding.  

Podcastserien ”Dobbelt ramt” giver stemme til de unge og deres forældre, der er ramt af en dobbeltdiagnose.
  • Hvordan er det at vokse op med følelsen af at være forkert og anderledes?
  • Hvorfor og hvordan bliver misbruget en måde for de unge at klare tilværelsen på?
  • Hvordan ender misbruget med at tage magten fra de unge?
  • Hvordan er det at blive sendt rundt i et system, hvor man bliver afvist gang på gang?
  • Og hvordan vender det så igen for de unge?

Podcastserien er udgivet af Socialt Indblik og produceret i et samarbejde med UngeAlliancen, der arbejder for, at unge med dobbeltdiagnoser og deres forældre får den rette hjælp. 

Helsefonden har støttet podcastserien. 

Tilrettelæggelse: Niels Svanborg
Redigering: Ida Frisk Carstensen
Grafik: Sille Jensen
Show more...
Mental Health
Health & Fitness
RSS
All content for Dobbelt Ramt is the property of Socialt Indblik and is served directly from their servers with no modification, redirects, or rehosting. The podcast is not affiliated with or endorsed by Podjoint in any way.
”Du kan ikke få hjælp her, når du har et misbrug”.   

Mindst 6.400 børn og unge under 25 år er ramt af det, der kaldes dobbeltproblematikker eller dobbeltdiagnoser. Det vil sige, at de er ramt af en psykiatrisk diagnose og et misbrug af enten alkohol, hash, stoffer eller en blanding.  

Podcastserien ”Dobbelt ramt” giver stemme til de unge og deres forældre, der er ramt af en dobbeltdiagnose.
  • Hvordan er det at vokse op med følelsen af at være forkert og anderledes?
  • Hvorfor og hvordan bliver misbruget en måde for de unge at klare tilværelsen på?
  • Hvordan ender misbruget med at tage magten fra de unge?
  • Hvordan er det at blive sendt rundt i et system, hvor man bliver afvist gang på gang?
  • Og hvordan vender det så igen for de unge?

Podcastserien er udgivet af Socialt Indblik og produceret i et samarbejde med UngeAlliancen, der arbejder for, at unge med dobbeltdiagnoser og deres forældre får den rette hjælp. 

Helsefonden har støttet podcastserien. 

Tilrettelæggelse: Niels Svanborg
Redigering: Ida Frisk Carstensen
Grafik: Sille Jensen
Show more...
Mental Health
Health & Fitness
Episodes (9/9)
Dobbelt Ramt
Ingen med en dobbeltdiagnose skal afvises, uden der er fundet det rette tilbud. Med Katrine Schepelern Johansen (Bonusprogram)
”Alle skal ikke lave behandling til alle. Men alle har et ansvar for at sikre, at når folk opsøger behandling, at så bliver de budt velkommen ind i behandlingssystemet, og så er det os som system eller som professionelle, der har ansvaret for at finde ud af, hvor det rigtige tilbud så er.” 

Det fortæller Katrine Schepelern Johansen, der i mere end 20 år har beskæftiget sig med dobbeltdiagnoser hos unge. I et afsnit af ”Dobbelt Ramt” fortæller hun om principper ”No wrong door”, som anvendes i blandt andet USA, England og Australien.

Efter pres i årevis fra blandt andre UngeAlliancen skete der endelig noget i sidste uge, da regeringen præsenterede sit psykiatriudspil, for her var netop et dobbeltdiagnosetilbud til unge en del af udspillet. 

Katrine Schepelern Johansen har arbejdet med dobbeltdiagnoseområdet i 20 år, heraf knap ti år som leder af Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser i Region Hovedstadens Psykiatri. Hun arbejder nu som seniorforsker i Klinisk Forskningsafdeling på Hvidovre Hospital.

Hun peger netop på ”No wrong door” som et princip, der vil kunne få en afgørende betydning.

Lyt med, når Katrine Schepelern Johansen fortæller, hvordan ”No wrong door” vil kunne hjælpe unge med dobbeltdiagnoser, og få et indblik hvad det kræver at indføre princippet. Podcasten er produceret i et samarbejde med UngeAlliancen, og den er støttet af Helsefonden.

Tilrettelæggelse: Niels Svanborg
Udgivet af Socialt Indblik

Læs også artikelserien her om unge og dobbeltdiagnoser
Show more...
7 months ago
38 minutes

Dobbelt Ramt
De har følt sig forkerte hele livet. Så møder Silas dem med nysgerrighed og respekt (Bonusprogram)
De er blevet mødt med løftede pegefingre, skæld ud, formaninger og afvisninger i det ene system efter det andet.

Det er ofte den historie, Silas Houlberg hører, når hun som psykolog møder unge, der er ramt af misbrug og en psykiatrisk diagnose.  

Silas Houlberg har over 25 års erfaring med at hjælpe unge, der er ramt af dobbeltproblematikker, og hun arbejder i dag dels på KKUC Udviklings- og Behandlingscenter, dels i sin egen private praksis i København. 

I dette bonusafsnit af podcastserien Dobbelt Ramt fortæller Silas Houlberg, hvad det betyder, og hvordan hun i sit arbejde med de unge har helt særlig fokus på at skabe en relation til den unge.  For mange unge kommer med en lang erfaring med et behandlingssystem, som næsten har fået dem til at give op, og troen på et system, der vil hjælpe dem, har lidt et knæk.

Lyt til podcasten og hør, hvordan Silas Houlberg arbejder med at skabe en helt særlig relation til de unge, hvordan de unge selv begynder at lægge en plan for at stoppe misbruget, hvad der ofte ligger bag misbruget, og hvad det betyder, når de unge i samtalerne med Silas og en eventuel udredning begynder at forstå sig selv på en ny måde. 

Podcasten er produceret i et samarbejde med UngeAlliancen og den er støttet af Helsefonden.

Tilrettelæggelse: Niels Svanborg
Udgivet af Socialt Indblik
Show more...
9 months ago
54 minutes

Dobbelt Ramt
7. ”Kokainen blev min søns bedste ven”. Helle fortæller om at være mor til en søn, der er dobbelt ramt
”Jeg er bange for at blive ringet op en dag, og han måske ikke er i live. Det fylder meget. Fordi hver gang han har haft en psykose, så er han jo selvmordstruet, og det er jo ikke første gang, eller en enkelt gang, han har været det. Det har han jo været rigtig mange gange.” 

I dette afsnit af podcastserien ”Dobbelt ramt” fortæller Helle om at være mor til en søn, der ikke bare er dobbelt ramt af en psykiatrisk lidelse og et misbrug, men også af en alvorlig fysiske lidelse, som har fulgt ham fra fødslen.

Helle har derfor som mor været i alarmberedskab nærmest hele sin søns liv.  

Allerede som femårig viser Helles søn de første tegn på, at den ellers glade og livlige dreng går og gemmer på en alvorlig mistrivsel. Han holder en køkkenkniv op for halsen og fortæller, at nu vil han ikke leve mere.

Helle reagerer og forsøger at få hjælp til sin søn. Men ingen tager den ellers alvorlige situation alvorligt. Og det med ikke at blive taget alvorligt skal siden følge både Helle og hendes søn videre i livet. 

I podcasten fortæller Helle, hvordan det siden teenageårene bliver mere og mere tydeligt, at hendes søn ikke trives. Og gentagne forsøg på at finde hjælp i psykiatrien fører intet med sig.

I stedet finder Helles søn selv løsningen på uroen i kroppen og hovedet. Det bliver kokain, som Helle fortæller hurtigt bliver hans ”bedste ven”.

Men det er en ven, der ikke vil ham det godt. Og en dag bliver Helle ringet op af en håndværker, der har fundet hendes søn.

”Han fortæller, at han har afleveret ham på en skadestue, da han har fundet ham gående rundt på motorvejen. Og da jeg kommer til skadestuen, er min søn i en psykose. Han tror, at alle vil tage livet af ham, samtidig med at han er selvmordstruet. Jeg kunne ikke engang give ham en tår vand. Han troede også, at jeg var imod ham, indtil rusen aftog. Bagefter fortæller han, at han havde været ved at hejse sig selv op i en flagstang i en have, og at han gik på motorvejen og spekulerede på, hvornår han skulle springe ud foran en bil der på motorvejen,” fortæller Helle.

Det bliver ikke sidste gang, han får en stofpsykose, og i podcasten fortæller Helle sin søns historie, hvordan det er at være i alarmberedskab hele tiden, og hvorfor hun er vred på det system, som hun mener svigter både hendes selv og sønnen.

Podcastserien er udgivet af Socialt Indblik og produceret i et samarbejde med UngeAlliancen, der arbejder for, at unge med dobbeltdiagnoser og deres forældre får den rette hjælp. 

Helsefonden har støttet podcastserien.
Show more...
11 months ago
51 minutes

Dobbelt Ramt
6. ”Jeg troede, at når min datter kom på en psykiatrisk afdeling, så fik hun behandling”. Lone fortæller sin og datterens historie
Da Lones datter gik i 2. klasse, fandt en lærer datten på skolens toilet, hvor hun var i gang med at skære i sig selv med en saks.

Men selvom datteren i flere år op til den episode havde været i massiv mistrivsel, så gjorde ingen noget for at hjælpe Lone og hendes datter. 

I dette afsnit af podcastserien ”Dobbelt ramt” fortæller Lone sin og datterens historie. Det er en historie om at vente forgæves på hjælp gang på gang, selvom Lones datter har været i både misbrug og alvorlig mistrivsel.  

Helt fra datteren er spæd mærker Lone, at hendes datter har det svært. Hun har allerede fra vuggestuen svært ved at falde til ro og hun svært ved at knytte sig til andre. Og i skolen bliver det mere og mere tydeligt, at hun har svært ved at trives i de rammer, som skolen kan tilbyde.

 Lone har kampen for hjælp til datteren derfor været en følgesvend i hele datterens liv. I podcasten fortæller hun om mødet med et system, hvor ingen tager ansvar, og hvor hun oplever, at end ikke, når hendes datter er indlagt efter selvmordsforsøg og selvskade, træder systemet til.

”Det har chokeret mig rigtig meget, hvor lidt hjælp man egentlig får på en psykiatrisk afdeling. Det handler om medicinering, og måske at finde nogle diagnoser, hvis man kan det. Men jeg troede, at når man kom på en psykiatrisk afdeling, så fik man behandling. Men det gør man ikke, så man har det ikke meget bedre, når man kommer hjem, end man havde det, da man blev indlagt. Man har bare overlevet,” siger Lone i podcasten og fortsætter:  

”Altså, at komme ind på en psykiatrisk afdeling med selvskade eller selvmordsforsøg, det handler bare om at få repareret én og forhindret, at man tager livet af sig selv eller fortsætter sin selvskade, og så kommer man hjem igen. Og så sker der ikke mere til næste gang.”

Men Lones historie handler også om, at det kan lykkes. Hun fortæller om et helt særligt møde, som får en afgørende betydning for hendes datter. Mødet med den person, der ifølge Lones datter selv, har gjort den største forskel i hendes liv.

Hør, hvordan Lone og hendes datter har måtte kæmpe for hjælp til både misbrug og psykiske lidelser. Og hør hvordan og hvorfor, det vender.

Podcastserien er udgivet af Socialt Indblik og produceret i et samarbejde med UngeAlliancen, der arbejder for, at unge med dobbeltdiagnoser og deres forældre får den rette hjælp. 

Læs mere i artikelserien her

Helsefonden har støttet podcastserien. 

Tilrettelæggelse: Niels Svanborg
Redigering: Ida Frisk Carstensen 
Show more...
1 year ago
52 minutes

Dobbelt Ramt
5. ”Jeg var nødt til at lyve om mit misbrug. Ellers vidste jeg godt, at de smed mig ud til højre igen.” Nona fortæller sin historie
”Vi har en psykiatri, hvor det er sådan, at hvis du har et misbrug, så vil den ikke hjælpe dig med din diagnose. Så skal du ud af dit misbrug først. Men du kan ikke sige til én, der har et misbrug, ’vi vil gerne hjælpe dig, men du skal bare lige ud og have styr på dit misbrug først’. Du har jo ikke et misbrug for sjov.” 

Sådan fortæller Nona i et nyt afsnit af podcastserien ”Dobbelt ramt”.

I podcastserien fortæller unge og forældre til unge om at være ramt af en dobbeltdiagnose. Det vil sige at være ramt af en psykiatrisk lidelse og et misbrug af enten alkohol, stoffer eller en blanding.  

Allerede som 13-årig fik Nona en dyb depression og var fraværende fra skolen i flere år. Og Nona har hele sin barndom og ungdom kæmpet for at få den rette diagnose og hjælp.

Men selvom Nonas mistrivsel var tydelig, fik hun ikke den hjælp, hun havde brug for. Hun blev i stedet set som et barn, der skabte problemer, og oplevede ikke bare mobning fra de andre elever, men også fra lærerne.

Da Nona senere stifter bekendtskab med først hash og siden kokain, oplever hun, at det har en stor beroligende virkning på hende, og hun bliver hurtigt afhængig.

Men i stedet for at bede om hjælp til misbruget, må hun lyve om det i forsøget på at få hjælp i psykiatrien.

Nona er i dag ude af sit misbrug. Men psykiatrien har hun mistet tilliden til.  

Lyt til hele Nonas historie i femte afsnit af ”Dobbelt ramt”. 

Podcastserien er udgivet af Socialt Indblik og produceret i et samarbejde med UngeAlliancen, der arbejder for, at unge med dobbeltdiagnoser og deres forældre får den rette hjælp. 

Helsefonden har støttet podcastserien. 

Tilrettelæggelse: Niels Svanborg
Redigering: Ida Frisk Carstensen 
Show more...
1 year ago
52 minutes

Dobbelt Ramt
4. En dag, så ringer han til mig og siger: ”Jamen, du ser mig nu for sidste gang”. Sandra fortæller om kampen for at få hjælp til sin søn
”Hvis ikke jeg havde haft et godt netværk, og en veninde, der også er socialrådgiver, og som har fulgt og bistået mig igennem hele forløbet, så var jeg nok knækket. Fordi jeg kom jo til at tvivle på mig selv, når jeg blev mødt på den her måde.” 

Sandra er mor til en søn, der er dobbelt ramt. Det vil sige ramt af en psykiatrisk lidelse og et misbrug.  

I et nyt afsnit af podcastserien ”Dobbelt ramt” fortæller Sandra sin søns historie, og om hvordan hun, fra han var helt lille, har måttet kæmpe for at få det rette tilbud til sin søn.  

Det er en historie om svigt på svigt, og et system, der både møder Sandra og hendes søn med mistænkelighed samt manglende ansvar for at hjælpe med de åbenlyse problemer, Sandras søn har haft helt fra barndommen.

”Jeg kan den dag i dag ikke forstå, at der ikke er en professionel sagsbehandler, der har sagt stop. Tænk, at man simpelthen prøver fem forskellige opholdssteder uden at stoppe op og sige: ’Kunne det være, vi har taget fejl? Skulle vi prøve at få ham udredt igen?’ Det undrer mig virkelig meget, at der skal gå så mange år, og det skal gå så galt. Og det undrer mig, at jeg skal hyre en familieadvokat, før han får en ordentlig udredning. Det er jo sørgeligt,” siger Sandra i podcasten. 

Sandra må se sin søn blive udskrevet fra en psykiatrisk afdeling til hjemløshed, da han har det allerværst. 

”En dag, så ringer han til mig og siger: ”Jamen, du ser mig nu for sidste gang.” Og så bliver telefonen slukket. Jeg får fat i hans veninde, og hun kan så se på en app, hvor han befinder sig. Så jeg ringer til politiet, der sætter en eftersøgning i gang. Og da han bliver fundet, er han på vej ud på en bro, hvorfra han kunne hoppe ned. Men det når så at blive stoppet, og han bliver indlagt frivilligt. Distriktspsykiatrien prøver at få et samarbejde op at køre. De håber ikke, at døgnafdelingen udskriver ham. Men det gør de. Og så står han jo hjemløs igen og tilbage til det samme,” fortæller Sandra.

Lyt til Sandras historie. Det er en historie om, hvordan systemet svigter både Sandra og hendes søn.

Men også en historie om, at selv når alt ser mørkt og helt udsigtsløst ud, så findes der håb.

Podcastserien er udgivet af Socialt Indblik og produceret i et samarbejde med UngeAlliancen, der arbejder for, at unge med dobbeltdiagnoser og deres forældre får den rette hjælp. 

Helsefonden har støttet podcastserien. 

Tilrettelæggelse: Niels Svanborg

Redigering: Ida Frisk Carstensen
Show more...
1 year ago
58 minutes

Dobbelt Ramt
3. ”Hvis jeg ikke røg, så kunne jeg ikke eksistere.” Sofie fortæller om vejen ind i et stofmisbrug og om at komme ud på den anden side
”Hvis jeg ikke røg, så kunne jeg ikke eksistere, sådan følte jeg det i hvert fald, fordi jeg følte så meget. Alle mine antenner og sensorer var åbne. Så hvis jeg kunne ryge en joint om aftenen, så blev der lukket ned. Så var jeg ikke lige så sårbar ude i omverdenen. Så kunne jeg finde ud af at eksistere.” 

Sådan fortæller Sofie Kurtzweil i tredje afsnit af ”Dobbelt ramt”.  I podcastserien fortæller unge og forældre til unge om at være ramt af en dobbeltdiagnose. Det vil sige at være ramt af en psykiatrisk lidelse og et misbrug af enten alkohol, stoffer eller en blanding.  

For Sofie bliver hash og senere hårde stoffer en måde at få ro i hovedet og flygte fra den følelse af at være anderledes, som har fulgt hende helt fra barndommen. Men da misbruget tager magten fra hende, står der ikke et system klar til at gribe hende. Tværtimod. Hun bliver afvist i psykiatrien, fordi hun har et misbrug.

Vendingen kommer, da Sofie møder en psykolog, som har en helt anden tilgang end den, hun ellers har prøvet i psykiatrien.  

”Hun spørger: ’hvordan har du det?’ Jeg kan huske, at jeg brød fuldstændig sammen. Hele det her panserværn, jeg har bygget op i forhold til verden, det krakelerer fuldstændig, fordi jeg skulle lige pludselig forholde mig selv til mig. Altså, ikke til omverdenen og ikke til alt muligt andet. Det var, hvordan havde jeg det egentlig? Jeg blev ikke skældt ud, jeg blev ikke gjort forkert. Jeg fik ikke at vide, at jeg skulle stoppe, eller være sådan og sådan og passe ind. Jeg skulle bare være mig.”

Sofie Kurtzweil er i dag koordinator for Ungenetværket i UngeAlliancen,

Hør Sofies historie, og hør, hvad det betød, at Sofie bare kunne være Sofie.

Podcastserien er udgivet af Socialt Indblik og produceret i et samarbejde med UngeAlliancen, der arbejder for at unge med dobbeltdiagnoser og deres forældre for den rette hjælp. 

Helsefonden har støttet podcastserien. 

Tilrettelæggelse: Niels Svanborg

Redigering: Ida Frisk Carstensen
Show more...
1 year ago
56 minutes

Dobbelt Ramt
2. "Jeg har altid følt, at mit hoved og min krop ikke rigtig hang sammen". Luna fortæller om at overdøve en indre smerte helt fra barndommen
”Jeg var generelt rigtig meget i alarmberedskab og forsøgte at få mig selv til at hænge sammen ved at lave fire-fem ting inde på mit værelse samtidig. Det var at spille computer, se fjernsyn, høre musik, snakke med en ven. Det kunne være rigtig mange forskellige ting på samme tid for ligesom at distrahere mig fra mig selv. Så jeg ikke kunne mærke, at jeg havde det skidt.” 

Sådan fortæller Luna i andet afsnit af ”Dobbelt Ramt”.  

I podcastserien fortæller unge og forældre til unge om at være ramt af en dobbeltdiagnose. Det vil sige at være ramt af en psykiatrisk lidelse og et misbrug af enten alkohol, stoffer eller en blanding.  Luna har det meste af sit barndoms- og ungdomsliv kæmpet med følelsen af at være anderledes og ikke være god nok.

”Det har været en indre smerte, og en indre fornemmelse af ikke at være god nok, ikke at kunne gøre det, som andre kunne gøre, og ikke gøre det lige så godt, som de gjorde det. Der har jeg altid følt, at jeg er sakket bagud, altså ikke i skolen, men sådan socialt og personlighedsmæssigt. Der har jeg følt mig meget bagud altid,” fortæller hun. 

Passede ikke ind i nogen kasser

Men hvor den indre smerte som barn kan overdøves af computer, musik og fjernsyn, skal der mere og mere til, efterhånden som Luna bliver ældre. Først selvskade og senere et hashmisbrug, der fylder mere og mere i hendes tilværelse.

Selvom Luna helt fra barndommen har været i tydelig mistrivsel, får hun først den rette diagnose og hjælp som voksen.  

”Psykiatrien har altid været frustrerende og svær at være i, fordi de vil gerne have, at man passer ind i en kasse. Og jeg passede ikke rigtig ind i nogen kasser,” fortæller Luna.

Hør Lunas historie, og hvad der endte med at hjælpe hende til at få livet tilbage på sporet og finde roen.

Podcastserien er udgivet af Socialt Indblik og produceret i et samarbejde med UngeAlliancen, der arbejder for at unge med dobbeltdiagnoser og deres forældre for den rette hjælp. 

Helsefonden har støttet podcastserien. 

Tilrettelæggelse: Niels Svanborg

Redigering: Ida Frisk Carstensen

Grafik: Sille Jensen
Show more...
1 year ago
57 minutes

Dobbelt Ramt
1. "Jeg føler mig svigtet nærmest helt fra vuggestuealderen". Christa fortæller om et liv med stofmisbrug som selvmedicinering
”Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvis jeg havde fået diagnosen tidligere.” 

Sådan fortæller Christa i første afsnit af podcastserien ”Dobbelt ramt”.  I podcastserien fortæller unge og forældre til unge om at være ramt af en dobbeltdiagnose. Det vil sige at være ramt af en psykiatrisk lidelse og et misbrug af enten alkohol, stoffer eller en blanding.  

Christa følte sig helt fra barndommen anderledes. Og efterhånden som hun blev ældre, blev det sværere og sværere for hende at være i.  

”Jeg begynder at isolere mig mere. Jeg er depressiv. Jeg har svært ved at passe ting. Jeg begynder ikke at komme så meget i skole, og mine fritidsaktiviteter dukker jeg heller ikke op til. På indersiden er jeg fyldt med angst. Jeg er mega depressiv. Jeg har ikke lyst til at eksistere, og jeg ved ikke, hvem jeg selv er. Så hele min verden begynder at ramle, og jeg begynder at selvskade. Jeg prøvede at holde det skjult, for ellers fik jeg at vide, at jeg gjorde det for at få opmærksomhed. Men det var bestemt ikke mit formål med det. Det var at kunne holde det hele ud,” fortæller Christa i podcasten.

På trods af tydelige tegn på mistrivsel får Christa ingen hjælp. Og da hun mærker, hvordan hash og senere hårde stoffer bliver en måde at håndtere smerter og mistrivsel, bliver hun mere og mere afhængig og ender i et stofmisbrug,

”Det har jo helt klart været selvmedicinering og min måde at prøve bedst muligt at leve op til det samfund, jeg gerne vil være en del af,” siger Christa i dag.

I afsnittet fortæller hun i fem kapitler sin historie. Om at føle sig anderledes, om en omverden der ikke så hendes behov for hjælp, og om at blive afvist i systemet trods tydelig mistrivsel, psykiske problemer og et livstruende stofmisbrug.

Men også om, hvad der kan ske, når man bliver mødt som et menneske og får den rette hjælp.

Podcastserien er udgivet af Socialt Indblik og produceret i et samarbejde med UngeAlliancen, der arbejder for at unge med dobbeltdiagnoser og deres forældre for den rette hjælp. 

Helsefonden har støttet podcastserien. 

Læs mere i artikelserien her

Tilrettelæggelse: Niels Svanborg
Redigering: Ida Frisk Carstensen
Grafik: Sille Jensen  

Skriv dig op til nyhedsbrevet
Show more...
1 year ago
57 minutes

Dobbelt Ramt
”Du kan ikke få hjælp her, når du har et misbrug”.   

Mindst 6.400 børn og unge under 25 år er ramt af det, der kaldes dobbeltproblematikker eller dobbeltdiagnoser. Det vil sige, at de er ramt af en psykiatrisk diagnose og et misbrug af enten alkohol, hash, stoffer eller en blanding.  

Podcastserien ”Dobbelt ramt” giver stemme til de unge og deres forældre, der er ramt af en dobbeltdiagnose.
  • Hvordan er det at vokse op med følelsen af at være forkert og anderledes?
  • Hvorfor og hvordan bliver misbruget en måde for de unge at klare tilværelsen på?
  • Hvordan ender misbruget med at tage magten fra de unge?
  • Hvordan er det at blive sendt rundt i et system, hvor man bliver afvist gang på gang?
  • Og hvordan vender det så igen for de unge?

Podcastserien er udgivet af Socialt Indblik og produceret i et samarbejde med UngeAlliancen, der arbejder for, at unge med dobbeltdiagnoser og deres forældre får den rette hjælp. 

Helsefonden har støttet podcastserien. 

Tilrettelæggelse: Niels Svanborg
Redigering: Ida Frisk Carstensen
Grafik: Sille Jensen