Om at tro, at vi har tid nok – og opdage, at vi kun har nu.

Om modet der først kommer, når vi bevæger os.

Om at leve større, vildere, blødere.

Om billeder, kærlighed, sorg, hjernetræthed, og alle de små skridt, der gør et menneske levende igen.

Det her er episoden, der prikker til dig.

Den der river lidt i sjælen.

Den der får dig til at rejse dig og gøre noget – for dig selv, for dit liv.

Hvis du har ventet på et tegn… så er det her.

“Den her episode er den sværeste og den vigtigste, jeg nogensinde har optaget.

Jeg taler om en krop, der blev voksen som 9-årig.

Om smerter, blødninger, fertilitetskampe og den dag jeg sagde farvel til rugekassen og æggebakkerne.

Jeg taler om den kunstige overgangsalder som 31-årig… og den rigtige, der ramte som en hormon-tsunami oven i en hjerneskade.

Jeg taler om hustru-snebolde, lavabomber, indkøbspose-dramatik og hvorfor Morten er en helgen.

Og jeg taler om det, kvinder så længe har tiet om.

Hvis du kæmper – så er du ikke alene.

Hvis du elsker en der kæmper – så er du velkommen.

Vi går den her vej sammen.

I denne episode læser jeg et brev til min mamma.

Den mamma jeg mistede en uge efter, jeg blev gift med min eneste ene.

Det her er en fortælling om kærlighed.

Om sorg.

Om det vi ikke fik sagt.

Og om det vi stadig kan sige.

Det er ikke en episode om at “komme videre”.

Det er en episode om at være i det, og turde sige sandheden –

både den stille og den svære.

Hvis du har ét menneske i dit liv, som du bærer noget usagt overfor – så er den her til dig.

En fortælling om kroppen, skammen og stemmen indeni – Grumme.

Om spejlbilleder, sår og tilgivelse.

Om den dag vinden tog sorgen - og jeg begyndte at se på mig selv med mildhed.

Jeg går ikke for at blive tynd.

Jeg går for at blive fri.

Fri til at være Heidi.

Fri til at være nok.

Min krop, mit kaos – af Heidi Vandrer

I dette afsnit går jeg helt ærligt til stålet.

Om barndommen, der lærte mig at klare mig selv.

Om angsten, der følger med på stien.

Om kærligheden, der både holder mig fast – og sætter mig fri.

Og om hvorfor jeg ikke er stærk.

Bare stædig.

Næste uge kommer der ikke et nyt afsnit,

for jeg vandrer fra Jernhatten til Aarhus.

Du kan følge turen på Instagram og Facebook 💚

Der er noget mærkeligt ved at bære på noget, som ingen kan se.

Jeg har haft en stroke. Jeg lever med hjernetræthed, smerter og dage, hvor alt i mig larmer – selvom jeg smiler udadtil.

I denne episode går jeg ind i det usynlige. Ind i tvivlen, vreden og sårbarheden. Men også ind i lyset, håbet og naturens stemme.

Jeg fortæller om de nætter, hvor jeg næsten gav op –

og om mødet med et fremmed menneske, der ændrede alt.

Om vinden ved Väneren, der tog pusten fra mig, og om Vesterhavet, der mindede mig om, at livet altid bevæger sig.

Det her er en episode om at fortsætte, selv når ingen kan se, hvad du kæmper med.

Om at finde styrke i fællesskabet, og om naturen, der altid taler – hvis vi tør lytte.

Jeg håber, du går lidt med mig i dag.

Der findes øjeblikke, hvor alt står stille.

Hvor kulden bider, frygten sniger sig ind, og du tænker: “Det her klarer jeg ikke.”

Men du gør det alligevel.

Episode 4 af Heidi Vandrer – samtaler fra stien

handler om Roktdalen, bjørne, sne, humor – og om at finde et lille lys i mørket.

🌊 Episode 3 – At falde og rejse sig igen

Når livet vælter én, kan det føles som at ligge i mudderet uden kræfter til at komme op. I denne episode deler jeg mine egne oplevelser med at snuble – både på stien og i livet – og hvad der skal til for at rejse sig, når alt i kroppen skriger på at blive liggende.

Det handler om mod, tvivl, troen på at man kan mere end man tror – og om de små skridt, der i sidste ende bliver til et helt nyt kapitel.

Tag med mig ud på stien, hvor faldet ikke er enden, men begyndelsen på noget stærkere.