At turde bære håb ind i sin hverdag og således på trods af alt begynde forfra med nyt mod, det koster, men er det hele værd.

Vi skal ikke kun høre, vi skal også gøre. Vi skal være os selv bekendt, som Dronningen sagde i sin tale forleden. Dvs. vi skal vise hensyn og så skal vi høre godt efter, når vi hører de 4 regler for vor forholden os til sygdommen og hinanden. I hendes smil kunne man næsten høre hende sige: hvor svært kan det være!

Vi er blevet kaldt verdens lykkeligste folk. Og vi har også meget at være taknemmelige for. Men, når vi ser situationen udvikle sig, som den gør lige nu, har vi så været naive, taget lykken for givet? Er det tid til at vægte, hvad der er væsentligt og hvad der ikke er væsentligt i vore liv med hinanden?

Hvordan er vi som samfiund, som fællesskab. Hvad lægger vi i alle vore ord og rækker ordene altid langt nok, når en situation som covid19 indtræffer. Og kan vi bevare overblikket og det gode nær- og samvær.

Længslen efter forår, længslen efter igen at være sammen med alle dem, vi holder af, knytter os på smukkeste vis sammen i denne tid

Med udgangspunkt i den ensomme kristnes bekendelse i salme 139 causerer jeg over vejen, vi går sammen, vejen ad allerede betrådte stier frem mod en ukendt fremtid. Men sammen, hvilket gør os trygge og giver os smile