I dette afsnit dykker vi ned i, hvad der sker, når man mister sig selv i et forhold – og hvordan man gradvist finder tilbage til sit eget ståsted. Vi taler om de øjeblikke, hvor man bliver en mindre version af sig selv for at skabe fred, og hvordan man bagefter langsomt genopdager sine egne behov og værdier.
Vi tager også fat på kærlighedssprog: hvorfor vi nogle gange giver kærlighed på én måde og forventer at modtage på samme, og hvordan det kan skabe misforståelser, usikkerhed og følelsen af at være “forkert”.
Til sidst taler vi om venskaber som spejle. Om hvordan venner kan være dem, der holder os oppe, realitetstjekker os og minder os om, hvem vi egentlig er – især når kærligheden har gjort os lidt rystede.
Hvordan siger man nej tak, når man egentlig helst vil være sød?
Og hvordan håndterer man selv et nej tak, uden at tage det som et personligt nederlag?
I dette afsnit taler vi om den første date efter et forhold – om forventninger, grænser og om at turde mærke efter, i stedet for bare at please.
Samtidig vender vi nogle af de spørgsmål, lytterne har stillet efter sidste afsnit, hvor Licea fortalte om sin barndom.
For kan kærlighed stå alene, hvis der også mangler tryghed, struktur og et fyldt køleskab?
Det bliver en samtale om kærlighed, omsorg og de mange små valg, der ligger mellem et ja tak og et nej tak – og alt det midt imellem.
Der er historier, man først kan fortælle, når man tør kigge tilbage. Mike tager Licea med til barndommen og om at miste deres mor – og om den lange vej tilbage til hinanden. Et afsnit om svigt, kærlighed og søskendebånd, der aldrig helt forsvinder.
Vi snakker om første dates, red flags og alt det, man prøver at virke rolig omkring – men ikke er.
Om at gentage de samme mønstre, håbe alligevel og forsøge at lade som om, man har styr på det.
Det går sådan… semi-godt.
(Vi vil igen beklage lyden, vi prøvede noget nyt, som IKKE fungerede!)
I tredje afsnit af Single, søskende og semi-stabile taler vi om venskaber – dem der består, og dem man prøver at skabe i 30’erne. Om hvor svært det kan være at finde nye mennesker, man virkelig klikker med, og hvordan kroppen og hverdagen føles, når man prøver at holde balancen midt i det hele. Og så om den der pludselige ensomhed, der kan snige sig ind, selv når man egentlig har folk omkring sig. Som altid med grin, ærlighed og et forsøg på at forstå livet lidt bedre.
Afsnit 2 af Single, søskende og semi-stabile handler om alt det, vi kæmper med, men sjældent siger højt: kærlighedens gentagelser, Tinders mærkelige logik og det at blive ghostet, mens man egentlig bare søger nærhed. Vi deler om de mønstre, terapeuten har mindet os om, og om hvordan det stadig kan mærkes at have forældre, der ikke helt kunne være forældre. Det er personligt, rodet og ærligt – med plads til både grin og sårbarhed.
En søskendepodcast om at stå midt i livet, når det føles som om, det er ved at falde fra hinanden. Om at være 30 år, single, forældreløs og famlende – men stadig håbefuld. Det er hverdagssamtaler om sorg, kærlighed, ensomhed, Tinder, søvnproblemer, psykologer, familieløshed, grin midt i gråden – og alt det, man aldrig fik lært, men nu skal til at lære.