Børns Vilkår er i dansk sammenhæng pioner indenfor medledelse som blev indført allerede i 2017. Størstedelen af arbejdet i organisationen styres nu af medledende cirkler, men den hierarkiske organisationsform er stadig vigtig når det gælder medarbejdernes tilhørsforhold og udvikling. Afdelinger, teams og teamledere, understøtter at det faglige arbejde kan udføres af medarbejdere med fuld autonomi og mandat til at træffe beslutninger inden for en cirkels formål.
I denne episode kan du høre Rasmus Kjeldahl, direktør for Børns Vilkår, forklare grundprincipperne bag medledelse som det praktiseres i Børns Vilkår, hvor chefopgaven deles ud på medarbejderne gennem de 3 roller: formålsvogter, facilitator og sekretær.
Rasmus fortæller blandt andet, at det sjældent er medarbejdere, men nogen gange cheferne, der er mest udfordret af at arbejde medledende, og fremhæver medledelse som vejen til en nødvendig omstilling af den offentlige sektor.
Med deres unikke struktur har Børns Vilkår skabt den hurtigst voksende fundraiserorganisation i Norden ved at gå fra 70 til 300 ansatte, uden at de har ansat flere chefer i det øverste ledelseslag. De arbejder for at styrke børn og unges vilkår, opvækst- og udviklingsmuligheder i Danmark.