Når jeg sætter en liter mælk ind i mit køleskab, gør jeg det for, at den holder sig længere, for jeg drikker ikke så meget mælk, at jeg bare kan lade den stå fremme på køkkenbordet.
Lader jeg den stå ved stuetemperatur, skal jeg jo drikke en hel karton om dagen, for at mælken ikke bliver sur og går til spilde.
Inde i køleskabet går tiden meget langsommere end udenfor køleskabet - mælken kan overleve flere dage derinde, i modsætning til det korte liv på køkkenbordet.
Tiden uden for køleskabet forløber grundlæggende set hurtigere, selvom et ur placeret inden i og uden for køleskabet slår lige hurtigt.
Aflæser man dog tiden på de to ure på det præcise tidspunkt, hvor de første tegn viser sig på, at mælken er blevet sur, så vil man se, at der inden i køleskabet er gået mere end dobbelt så lang tid som udenfor.
Jeg forsker i teknologifilosofi og har de seneste år været optaget af, hvordan moderne teknologier påvirker vores forståelse af tid.
Vores opfattelse af tid, begivenheder og ting hænger tæt sammen: Afstanden mellem solopgang og solnedgang markerer tiden på en dag, mens intervallet mellem solopgang og solopgang er et døgn.
Forandringerne i mælken fra at den er frisk, til den bliver sur, er også et ganske specifikt tidsrum. Ligeledes kan jeg også måle tiden, fra jeg tager afsted fra mit hjem i København, til jeg ankommer i Århus.
Når det lykkes os at intervenere og aktivt ændre afstanden mellem disse begivenheder via en teknologi - altså mellem frisk og sur mælk, og afgang og ankomst - så har vi gjort brug af en form for tidsmaskine.
Køleskabet er med andre ord en velfungerende tidsmaskine, da den mere end fordobler tidsrummet mellem, at mælken er frisk, og at den bliver sur.
Bilen og flyvemaskinen blev efter deres opfindelse i begyndelsen af det 20. århundrede også opfattet af mange i samtiden som tidsmaskiner. Pludselig kunne afstande, der plejede at tage flere dage at tilbagelægge til fods, krydses på ganske få timer.
Mens køleskabet sænkede tidens hastighed, så satte flyvemaskinen for alvor fart på den.
Den danske opfinder Piet Hein (1905-1996), som mange primært kender som digter, tog faktisk også patent på en tidsmaskine i 1987 (selve patentet kan du se her).
Piet Hein læste teoretisk fysik på Københavns Universitet og udarbejdede i 1980'erne en maskine, der kunne sende lyssignaler med forskellige tidsintervaller.
Befinder man sig i et mørkt rum med en sådan maskine, og tiden mellem to lysglimt langsomt gøres kortere, resulterer det i, at tiden opleves som gående langsommere.
Menneskets bevidsthed spiller en afgørende rolle for vores forståelse af tid. De fleste kender følelsen af, at tiden snegler sig afsted, når vi keder os, og at den går super hurtigt, når vi har det sjovt.
At måle tiden præcist kan være svært, hvilket vi blandt andet oplever, hvis vi vågner op midt om natten, og det er helt mørkt. Når det er mørkt, så kan vi ikke se nogen forandring, som jo er grundlaget for erfaringen og forståelsen af tid.
Af den grund ved vi ofte ikke, om vi i løbet af natten har været vågne i 5 minutter eller en hel time, når vi står op om morgenen.
I det antikke Grækenland er tænkeren Protagoras (ca. 490 f.v.t. til ca. 411 f.v.t) kendt for at sige, at mennesket er alle tings mål.
Med denne læresætning mente han, at om noget er stort eller småt, godt eller ondt, hurtigt eller langsomt, afhænger af den person, der bedømmer det. Der er ifølge Protagoras ikke nogen objektiv, gyldig sandhed om disse helt basale ting.
Betragter man tiden på den måde, så har den ikke nogen fastlagt hastighed. Nogle gange går tiden hurtigt, andre gange går den langsomt. Nogen kan sige, at de synes en forandring tog lang tid, mens andre folk kan erfare den samme forandring som hurtig.
Bevidstheden kan få tiden til næsten at gå i stå, og få et øjeblik til at vare utroligt længe, når det drejer sig om en vigtig eller pinlig situation.
Bevidstheden kan også få det til at føles som om, at en uge eller en måned er forsvundet inden man kunne nå at tænkte si...

Pumaerne i en nationalpark i Patagonien i Argentina spiser pingvinerne, og det har fået de store kattedyr til at ændre adfærd over for hinanden.
Det skriver Live Science på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Proceedings of the Royal Society B.
Det var i sin tid fåreavlere i Patagonien, som tvang pumaerne ud af regionen i det 20. århundrede.
Og andre arter har nydt godt af pumaernes fravær. Blandt andet har en gruppe pingviner (Spheniscus magellanicus) etableret en ynglekoloni bestående af cirka 40.000 ynglende par.
Men efter at Monte Leon Nationalpark blev etableret i 2004, er pumaerne begyndt at vende retur.
Og pingvinkød har tilsyneladende været en særdeles tiltalende spise for de sultne pumaer, kunne det tyde på, eftersom forskere har fundet pingvinrester i pumaernes afføring.
"Vi troede, at det var et par individer, der gjorde det. Men da vi kom derhen, bemærkede vi et væld af pumaer i nærheden af pingvinkolonien," udtaler Mitchell Serota, medforfatter på studiet, til Live Science.
I det nye studie brugte forskerne kameraer til at estimere, hvor mange pumaer der levede i nærheden af pingvinernes ynglekoloni - en to kilometer lang strandstrækning inde i nationalparken.
Her sporede forskerne 14 pumaer med GPS-halsbånd og undersøgte de steder, hvor pingvinerne blev dræbt i årene mellem 2019 og 2023.
Ni af pumaerne, de sporede, jagede pingviner, men fem ikke gjorde.
Her opdagede forskerne, at pumaer, der spiste pingviner, havde større variation i deres levested i årenes løb. De pingvinspisende pumaer holdt sig tæt på pingvinkolonien, når de ynglede. Men de holdt sig dobbelt så langt væk, når fuglene forlod kysten om sommeren.
Samtidig interagerede pumaerne, der spiste pingviner, også oftere med hinanden end pumaer, der var afhængige af andre byttedyr.
Det skyldes - ifølge forskerne - formentlig, at de pingvinspisende pumaer ikke behøvede at konkurrere så meget om føden, da der var rigeligt med pingviner at mæske sig i.
Normalt er voksne pumaer nemlig enspændere, der har store levesteder for at sikre, at de har nok bytte til dem selv og deres unger.

I løbet af juleferien udlægger fire forskere fire af H.C. Andersens eventyr. I dag skriver lektor Jacob Bøggild om 'Skyggen'. Under artiklen kan du læse selve eventyret.
'Skyggen' som udkom første gang i 1847, er på flere måder ét af H.C. Andersens mørkeste eventyr. Den figur, læseren først opfatter som hovedperson, omtales blot som 'en lærd mand' - han får aldrig et navn.
Det er derimod hans skygge, som løsriver sig fra ham, der lægger titel til fortællingen.
I slutningen af historien får skyggen den lærde mand henrettet og gifter sig med en kongedatter, hvilket antyder, at de sammen vil komme til at regere hendes land.
Skyggen sejrer altså på ægte eventyrmanér, mens skyggens tidligere herres liv ender ynkeligt.
Men fortællingen er ikke kun mørk og tragisk. Scenen, hvor skyggen løsriver sig fra den lærde mand, er koreograferet med en præcision, der afspejler, hvordan en skygge normalt følger hvert eneste bevægelse af kroppen, der kaster den.
Senere irriterer det den lærde mand, at han har mistet sin skygge, men fordi han opholder sig i et varmt land, vokser en ny skygge hurtigt. Og en af grundene til, at skyggen kan forføre prinsessen, er dens talent som danser, for den er, naturligvis, let på tå.
I hele eventyret behandler H.C. Andersen det umulige som det mest naturlige, hvilket både er komisk og uhyggeligt på samme tid.
I traditionelle folkeeventyr forlader helten som regel hjemmet, fordi noget er kommet i ubalance. Ude i den store verden skal vedkommende løse en række opgaver, og den lykkelige slutning indebærer ofte et nyt hjem - typisk gennem ægteskab med en prinsesse og et halvt kongerige.
I 'Skyggen' befinder den lærde mand sig allerede langt hjemmefra, da eventyret begynder. Han er på rejse i et varmt land og vender senere hjem til sit eget kolde hjemland.
Det er hér, hans tidligere skygge dukker op og manipulerer ham til at bytte rolle, så den lærde mand bogstaveligt talt bliver en skygge af en skygge. De rejser så til et kursted. Endnu engang er den lærde mand langt hjemmefra, og her dør han.
Skyggen begynder derimod sin historie 'hjemme' fordi dens hjem er, hvor den lærde mand befinder sig. Den løsriver sig, drager ud i verden og opnår stor succes, ganske vist ved hjælp af lyssky metoder som afpresning.
Den endelige triumf kommer, da den etablerer et nyt hjem for sig selv ved at gifte sig med prinsessen. 'Skyggen' er et omvendt eventyr i enhver tænkelig forstand.
Den måde, som H.C. Andersen udfører denne omvending på, er et mesterværk og vidner om hans skarpe bevidsthed om genre og fortællestrukturer; noget, der desværre sjældent er blevet anerkendt helt så meget, som det burde.
Her følger H.C. Andersens eventyr 'Skyggen' i en udgave på moderne dansk, som stammer fra hcandersen.dk.
I de hede lande, dér kan rigtignok solen brænde! Folk bliver ganske mahognibrune, ja i de allerhedeste lande brændes de til negre, men det var nu kun til de hede lande en lærd mand var kommet fra de kolde. Der troede han nu at han kunne løbe om ligesom derhjemme, jo, det blev han snart vænnet fra. Han og alle fornuftige folk måtte blive inde, vinduesskodder og døre blev lukkede den hele dag. Det så ud som hele huset sov, eller der var ingen hjemme. Den smalle gade med de høje huse hvor han boede, var nu også bygget således at solskinnet fra morgen til aften måtte ligge der; det var virkelig ikke til at holde ud! Den lærde mand fra de kolde lande, det var en ung mand, en klog mand, han syntes han sad i en gloende ovn. Det tog på ham, han blev ganske mager. Selv hans skygge krøb ind, den blev meget mindre end hjemme, solen tog også på den. De levede først op om aftenen når solen var nede.
Det var ordentlig en fornøjelse at se på. Så snart lyset blev bragt ind i stuen, strakte skyggen sig helt op ad væggen, ja sågar hen ad loftet, så lang gjorde den sig. Den måtte strække sig for at komme til kræfter. Den lærde gik ud på altanen for at strække sig der, og alt som stjernerne kom frem i den dejlige klare luft, var det for ham som kom han ...

Klokken er 02.44. En luftalarm skærer gennem den stille nat over Kyiv og ind i min søvn.
Med hamrende hjerte rejser jeg mig fra sengen på mit værelse på 7. sal på Hotel Rus. Nærmest på autopilot går jeg ned ad trapperne til beskyttelsesrummet.
Stole står i snorlige rækker i kælderen, der engang var et fitnessrum. Her sidder kun én ældre mand i joggingbukser med en nakkepude om halsen.
Jeg sætter mig stille ved siden af ham og prøver at vurdere trusselsniveauet på min nyinstallerede Kyiv Air Alert-app.
Faren er ikke drevet over, men i nat ser det ud til, at Kyivs indbyggere har besluttet, at søvn er vigtigere.
Jeg beslutter mig for at vende tilbage til mit værelse.
Jeg skal være frisk til mit foredrag i morgen på PinchukArtCentre, et anerkendt internationalt museum for samtidskunst i Kyiv.
Foredraget er grunden til, at jeg er i Kyiv. Som professor i kultur og teknologi ved Syddansk Universitet er jeg inviteret til at tale om min forskning i dronekunst.
Dronekunst bruger kunstneriske greb til at undersøge, udfordre og reflektere over militære droner.
At blive inviteret til at holde et oplæg om dette i Ukraine føltes som en sjælden og betydningsfuld mulighed - en invitation, jeg uden tøven sagde ja til.
Næste dag har jeg lidt tid, inden jeg skal tale.
Jeg går en tur langs de bred boulevarder og imponerende nyklassicistiske bygninger i Kyivs centrum. Folk sidder på caféer, barer og restauranter. De travle butikker er fyldt med kunder.
Man kan med rette spørge: Hvor er krigen i dag i Kyiv, hvor himlen er høj og blå?
Men krigen er her - hele tiden.
Jeg ser grupper af soldater i camouflagetøj stå langs gaderne. En mand på krykker kæmper sig forsigtigt over et vejkryds.
Statuer er pakket ind i sandsække og brædder for at beskytte dem mod luftangreb.
Kyivs centrale plads, Maidan-pladsen, er dækket af flag og portrætter til minde om faldne soldater.
Luften er fyldt med den konstante brummen fra generatorer, der leverer strøm under de evindelige strømafbrydelser.
Om aftenen står jeg endelig i foredragssalen på PinchukArtCentre for at holde min præsentation.
Dem der sidder i salen er unge mennesker, kunststuderende, kuratorer, kunstnere og ældre generationer.
Hvad kan jeg fortælle Kyivs borgere om droner? For dem er fjernstyret krigsførelse blevet en daglig realitet.
Jeg taler om kunst, om militære droner, om teknologi, om tab. Jeg fokuserer på den ukrainske kunstner Lesia Khomenko, hvis store olie- og akrylmalerier vises på museet.
Hendes værk 'I'm a Bullet' (2024) er slående, da det viser perspektivet fra en kamikazedrone lige før den rammer sit mål.
Maleriet er abstrakt, og de hvide, ekspressive penselstrøg giver indtryk af en eksplosion.
Lesia Khomenkos kunst viser ikke ikoniske billeder af krig; hendes værker stiller i stedet spørgsmål ved, hvordan fjernstyret teknologi dehumaniserer subjektet og rejser etiske spørgsmål om, hvordan vi som tilskuere 'ser' krigen.
Jagten på et ikke-ikonisk visuelt sprog for krig deles også af de ukrainske filmskabere Yarema Malashchuk og Roman Khimei.
Deres seneste værk 'Four Seasons' (2025) er en såkaldt split screen-film, der vises på flere skærme samtidig.
Filmen viser en lille drone ramme et vindue i en stue og udsende en summende lyd. Dronens manøvrer minder om ukrainske unge, der øver sig i droneflyvning derhjemme for at forberede sig på mulig indkaldelse.
Efter mit foredrag kommer en kvinde, der sad på forreste række og ivrigt tog noter, hen til mig:
"Min søn blev dræbt i et russisk droneangreb."
Vi ser tavst på hinanden. Jeg leder efter ord. Hun smiler svagt og siger:
"Tak fordi du kom til Kyiv. At engagere sig i kunst kan være en livline."
Så forlader hun foredragssalen med hastige skridt.
I løbet af min tid i Kyiv, i samtaler med kunstnere, kuratorer og folk, jeg møder, hører jeg igen og igen, hvordan det at skabe eller engagere sig i kunst opbygger modstandsdygtighed, hvordan kunst hjælper folk gennem kriser, og hvordan kunst hjælper fællesskaber med at holde fast i livet.
Det er de udsol...

Dét, vi i dag kalder for rumalderen, begyndte 4. oktober 1957 med opsendelsen af den første Sputnik.
Dengang kunne ingen forudse, om satellitter og senere rejser til Månen og langt ud i Solsystemet ville blive en kortvarig episode, eller om der var tale om en ny epoke i menneskets historie.
Selv nu, mere end 67 år efter Sputnik 1, kan vi ikke give et helt sikkert svar på det spørgsmål. For verden har i denne periode ændret sig meget, og desuden har vi nu lært så meget om Solsystemet, at de oprindelige visioner for rumfarten næppe kan opretholdes.
Hvordan rumfarten kom ind i vores historie, og hvordan den vil påvirke vores fremtid, er emnet for denne artikel samt en følgende artikel med titlen 'Rumfarten og fremtidens verden' - den udkommer en af de kommende dage.
Man kan sige at rumfarten bygger på en tradition for opdagelsesrejser, der kan føres næsten 500 år tilbage.
Omkring år 1500 begyndte Europa på en systematisk udforskning af Jorden, der på det tidspunkt på mange måder var opdelt i fire områder, der havde så lidt kontakt med hinanden, at de havde udviklet sig uden i væsentlig grad at være påvirket af hinanden.
De fire områder var:
Europa, Afrika og Asien
Amerika
Australien, New Guinea og omliggende øer
Stillehavsområdet, herunder New Zealand, Mikronesien og Hawaii
På en måde var der i 1500-tallet tre nye verdener at udforske, hver med sine dyr, planter, fremmede kulturer og rigdomme. Resultatet blev, at opdagelsesrejser på godt og ondt blev en del af vores historie.
Naturligvis tænkte man i 1500-tallet ikke på rumrejser. De fleste så bare udforskningen som en mulighed for hurtigt at blive rige, men der var dog også nogle få, der brugte rejserne som en mulighed for videnskabelige studier - bare tænk på Darwin, der brugte data, han havde indsamlet på Galapagosøerne, til at skabe evolutionsteorien.
Der er dog ingen tvivl om, at opdagelsesrejserne var med til at skabe den kulturelle baggrund for rumalderen, der dybest set var en idé om at fortsætte disse rejser ud i rummet.
Men vi skal frem til begyndelsen af det 20. århundrede, før den tekniske udvikling gjorde det muligt at tale om rumrejser som noget, vi måske kunne gennemføre.
Den direkte inspiration var flyvningens udvikling, og det er ikke noget tilfælde, at de første rumfartsforeninger opstod kort efter Lindbergs berømte flyvning over Atlanterhavet i 1927.
De første beregninger blev foretaget, og selvom man naturligvis godt kunne se, at der var et meget stort spring fra Lindbergs lille en-motor-fly til en raket, som kunne flyve til Månen, så gik de første amatører med større og mindre held i gang med at bygge raketter.
Pengene var små, men drømmene store, og hvis raketten eksploderede, kunne man tale om muligheden for at rejse til Mars og Venus, ikke bare for at udforske, men måske også kolonisere vores to naboplaneter. Det var vist godt, at man ikke vidste, hvordan klima- og livsforhold var i virkeligheden.
Så sent som 1950 forestillede man sig at vores naboplaneter Mars og Venus kunne minde lidt om Jorden. Man vidste godt, at Mars var en rød og kold ørkenplanet, men der var nogle mørke områder, der blev opfattet som vegetation. Man forestillede sig Mars som en slags Tibet, hvor man kunne gå rundt i polartøj og med en iltmaske, da man godt vidste at atmosfæren var tynd.
Venus er dækket af skyer, men det forhindrede ikke en forestilling om at Venus kunne være en verden med kontinenter og have - og måske en masse liv. Og selv om Venus var varmere end Jorden, så ville de polare områder måske være tilpasse for os.
Grundlæggende forestillede man sig rumfart, som en fortsættelse af de klassiske opdagelsesrejser:
Man sendte et rumskib ud med en besætning under ledelse af en kaptajn. Når man var landet på en fremmed planet, udforskede besætningen landskabet, på samme måde som vi gennem historien havde udforsket jungler og ørkener.
At vi kom til at udforske Solsystemet med rumsonder og robotter i stedet for med mennesker var der ingen, som forudså.
En anden uventet udvikl...

12.-14. november 1872 ramte en stor stormflod Lolland-Falster. Omkring 80 personer døde, og 50 skibe strandede på Sjællands østkyst.
I de efterfølgende dage besøgte den danske digter og maler Holger Drachmann (1846-1908) Lolland-Falster og Sydøstsjælland for at skrive reportager.
Her skildrede han de fortællinger og beretninger om stormfloden, som de lokale fortalte ham, og derudover beskrev og malede han landskabet efter stormfloden.
Han lykkedes med at fremmane et landskab, hvor læseren fornemmer det våde, golde sydsjællandske landskab, som var man der selv.
I denne episode af podcasten 'Hvordan ved vi det?' af Videnskabernes Selskab og Det Unge Akademi har vært Torben Sangild besøg af Søren Frank, professor i nordisk litteratur på Københavns Universitet, og Mette Juhl Jessen, ph.d.-stipendiat i landskabsarkitektur og planlægning på Københavns Universitet.
Her dykker de ned i bøgernes verden, for at blive klogere på hvordan vi kan bruge litteraturen til at gentænke vores forhold til havet.
For vidste du, at vi stadig benytter kort og viden fra stormfloden i 1872, når vi kigger på stormfloder den dag i dag?
På cirka samme tid, som stormfloden ramte, var ingeniører begyndt at arbejde på store ingeniørprojekter for at forsøge at kontrollere havet.
Det var ikke en god ide, mente Drachmann. For når alt kommer til alt, kan vi mennesker så blindt tro på, at vi med vores teknologi og byggeri er i stand til at tæmme havet og dets enorme kræfter?

Der er mange gode grunde til at undgå kød og mejeriprodukter.
Det kan være for helbredets skyld, af hensyn til miljøet, eller på grund af etiske overvejelser omkring at spise dyr.
Alligevel fortsætter mange af os med at spise kød - især mænd, som generelt spiser mere kød end kvinder og sjældnere vælger en vegetarisk eller vegansk livsstil.
Er der egentlig en forbindelse mellem kødindtaget og opfattelser af maskulinitet?
Lever den forhistoriske jægers tankegang stadig videre i nutidens restauranter og weekendens grillfester?
For at svare på disse spørgsmål gennemførte mine kolleger og jeg en undersøgelse blandt over 1.000 mænd i Storbritannien.
Resultaterne viste, at sociale forestillinger om 'unddragelse af femininitet' og status faktisk var forbundet med et højere kødindtag og en opfattelse af, at kød er maskulint.
Undersøgelsen viste, at mænd, er positivt indstillet overfor traditionelle maskuline normer spiste mere rødt kød og fjerkræ og var mindre tilbøjelige til at skære ned på kød og mejeriprodukter.
Vi fulgte op på nogle af de mænd, der havde et stærkt 'tilhørsforhold til kød', og inviterede dem til en online diskussion.
Her brugte vi fjernmoderede fokusgrupper til at lytte til deres samtaler om kostvaner.
Så hvad talte de om?
Ofte var mændene tilbageholdende med at tale om køn i relation til kødforbrug eller afviste helt, at der skulle være en sammenhæng.
En deltager i 30'erne sagde: "Jeg tror ikke, mit køn har indflydelse på, hvad jeg spiser. Hvis der er noget, jeg har lyst til, så spiser jeg det bare."
Han fortsatte: "Der findes ikke noget, der er en mandig eller kvindelig ret, hvis du spørger mig. Det er bare mad, så det har bogstaveligt talt nul indflydelse på, om jeg ville spise noget eller ej."
For andre var forholdet mellem kød og maskulinitet mere komplekst.
En del af mændene bemærkede for eksempel, at kvinderne i deres liv var mere tilbøjelige til at skære ned på kødet.
En mand i 40'erne fortalte:
"Jeg bor sammen med fem kvinder, og de fleste af dem ville sagtens kunne undvære kød helt. Også mange af mine venners kvindelige partnere spiser ikke meget kød. De ville sagtens kunne leve uden. Hvorimod vi mænd - ja, vi kan jo godt lide vores kød."
For nogle var forbindelsen mellem kød og maskulinitet helt tydelig, og kødforbruget blev koblet til status i sociale grupper.
John i 40'erne fortalte om den forpligtelse, han nogle gange føler, når han spiser sammen med det, han kaldte alfahanner, til: "altid at vælge en kødret eller en bøf eller noget i den stil."
"Måske føler jeg en slags underbevidst forpligtelse til at gå kødvejen. Jeg har nok følt, at jeg burde tage en bøf eller noget, der måske viser min maskulinitet."
"Jeg føler mig lidt mere tryg ved at vælge sådan noget frem for for eksempel en pastaret eller en salat."
Vi stødte også på en idé, som er blevet beskrevet i anden forskning, nemlig at kød ofte opfattes ud fra de såkaldte fire n'er: naturligt, normalt, nødvendigt og nice.
Disse værdier dukkede op i vores gruppesamtaler, men blev sjældent brugt om plantebaserede alternativer til kød og mejeriprodukter, som mændene ofte beskrev som unaturlige, utilstrækkelige og ikke lækre.
En deltager i 20'erne sagde:
"På kylling står der bare 'kylling' på pakken, mens en plantebaseret har noget som glykolsyre eller sådan noget. Jeg aner ikke, hvad det er."
En anden mand kommenterede: "Jeg tænker, hvis man skiftede til plantebaseret kost - helt eller delvist - ville man så gå glip af nogle næringsstoffer?"
En anden kødspiser tilføjede: "De plantebaserede alternativer smager aldrig særlig godt. Jeg har altid syntes, de smager kedeligt [og] har en mærkelig konsistens."
Det var svært for mange af mændene i vores grupper at forestille sig at leve helt plantebaseret.
De nævnte ofte ekstreme eller meget specifikke situationer som de eneste, hvor de kunne overveje det.
"Hvis lægen sagde til mig, at jeg har seks måneder tilbage [at leve i]," sagde en mand i 50'erne.
En anden mand i 40'erne forklarede:
"Det ville kun være no...

I Middelhavsområdet og langs Atlanterhavskysten har arkæologer fundet flere store produktionsanlæg for en ganske særlig fødevare i den romerske verden.
Fisk, som enten var hakket eller skåret i store stykker, blev lagt i saltlage i store kar. Forskellige fiskesorter blev brugt til forskellige produkter.
Fiskemassen i saltlagen fik lov til at fermentere i karrene under den bagende sol. Efter et stykke tid med gentagne omrøringer og filtrering var saucen færdig.
På denne måde fremstillede man forskellige varianter af garum, en fiskesauce, der spillede en central rolle i det romerske køkken.
Garum gav maden en udpræget umamismag og fungerede samtidig som smagsforstærker på grund af sit høje indhold af salt og mononatriumglutamat, ifølge blandt andet en artikel i tidsskriftet Antiquity.
Saucerne var udbredte og i brug gennem mange århundreder.
Først i den græske verden fra omkring 400 f.v.t. og frem til den periode, hvor Romerriget begyndte at blive opløst i Europa, ifølge en oversigt fra University of Chicago.
"Vi har antikke tekster, der omtaler brugen af både garum og liquamen i hvert fald helt frem til 400-tallet efter vor tidsregning," fortæller Simon Malmberg, som er professor i klassisk arkæologi ved Universitetet i Bergen og har forsket i madens og vinens sociale funktion i Rom.
Liquamen er en variant af fiskesauce, som vi vender tilbage til.
Liquamen og garum, blev brugt som en saltning og umami-krydderi i retter, svarende til moderne asiatiske fiskesaucer , vi i dag finder i for eksempel Thailand og Japan (som nuoc mam/nam pla).
"Vi ved ikke præcis, hvordan det smagte, men vi ved i store træk, hvordan saucerne blev fremstillet," siger Simon Malmberg.
Saucerne har formentlig haft en markant salt og fisket smag, tilføjer han.
De fandtes i mange varianter og prisklasser gennem Romerrigets historie og var vidt udbredte - de fleste mennesker havde et forhold til fiskesauce, fortæller Simon Malmberg.
Fiskesaucerne blev produceret i store mængder.
Et studie i Antiquity har for nylig vist, hvordan sardiner blev brugt i store kar på et anlæg fra romersk tid i det nuværende Nordvestspanien.
Forskerne har udvundet DNA fra rester i bunden af karrene for at undersøge, hvilke fisk der blev brugt her.
De har fundet bevis for, at det var sardiner, der blev anvendt omkring 300-tallet e.v.t. Anlægget var i brug i flere hundrede år.
"Der findes ingen beskrivelser af, hvordan det lugtede, men der har formentlig været en kraftig lugt af fisk," siger Simon Malmberg.
Samtidig beskriver de antikke kilder mange forskellige varianter, fremstillet af flere forskellige fiskearter.
Mange forskellige typer fiskesauce omtales i denne forskningsartikel af Sally Grainger, arkæolog og romersk madhistoriker.
Forfatteren Plinius beskriver en luksusudgave af garum, fremstillet af fermenteret indmad og andre dele af fisken, som man betragtede som affald.
"Garum er som regel navnet på saucer af højere kvalitet," forklarer Simon Malmberg.
"Der findes nemlig flere forskellige varianter af garum."
Hvis du gerne vil se, hvordan garum muligvis blev fremstillet, kan du tage et kig på en video fra YouTube-kanalen Tasting History, hvor de forsøger at fremstille en romersk fiskesauce i en baggård. Det er dog ikke noget, man skal forsøge derhjemme.
Malmberg peger på forfatteren Ausonius fra 300-tallet, som omtaler sort garum som den fineste variant.
"Man mener, at den blev lavet af fiskeblod," siger Simon Malmberg.
Han forklarer, at sort garum kan sammenlignes med en moderne japansk fiskesauce kaldet Ishiri, som kan fremstilles med blæksprutte- eller fiskeblod.
"Den tilsættes normalt ved servering. Man bruger den altså som et slags krydderi."
Ifølge Sally Grainger beskriver den romerske forfatter Martial, der levede omkring år 40-103, at en type garum blev lavet af blodet fra makrel, som stadig trak vejret.
En del saucer blev lavet af hele fisk eller store fiskestykker, som blev fermenteret, mens andre blev fremstillet af knuste småfisk - sådan som det er dokumenter...

Julemanden har båret rundt på alle verdens gaver i over 100 år, og i efteråret, under den årlige kvalitetstest af gaveposer, fik han pludselig rygsmerter. Det beretter Aalborg Universitet om i en pressemeddelelse.
Nisserne forsøgte ihærdigt, men ingenting lod til at løse problemet. Julemanden var derfor nødsaget til at tage kontakt til smerteforskere på Aalborg Universitet, der er eksperter i lige netop julemandens situation.
Forsker Morten Høgh forklarer først og fremmest, at julemanden langt fra er alene i denne situation. Smerten er reel og forstærkes tit yderligere, hvis man er nervøs for, at der er noget alvorligt galt.
Men selvom julemanden troede, at det var bedst at blive i slæden og hvile ryggen, siger forskeren, at det bedste, Julemanden kan gøre, er at fortsætte med at bevæge sin ryg.
Rygsmerter er nemlig som udgangspunkt ikke farlige, og i 97 procent af tilfældene skyldes de ikke en bagvedliggende skade.
"Det er helt normalt at opleve episoder med rygsmerter. Men ryggen er robust og skabt til at blive brugt. Også til at bære masser af gaver," siger Morten Høgh.
Julemanden mente også, at stolen på hans hjemmekontor var for hård at sidde på. Han anskaffede sig derfor en mere avanceret stol i håb om, at det kunne hjælpe med rygproblemerne.
Steffan W. M. Christensen har forsket i netop dette og forklarer, at ens siddestilling eller selve stolen, man sidder på, ikke er dér, løsningen ligger.
Det handler i stedet om ikke at sidde for meget ned. Træning, aktivitet og god søvn kan mindske julemandens smerter betydeligt.
Steffan W. M. Christensen forklarer også, at Julemandens nervesystem måske er på overarbejde på grund af julestress, lange vagter og meget pres. Det kan ofte mærkes i ryggen, siger forskeren.
"De fleste kender det nok. Når vi laver noget, vi synes er sjovt, og er sammen med mennesker, vi holder af, kan vi klare mere, og vi er automatisk mere aktive."
Den gode nyhed er, at julemanden lyttede til de to forskeres råd og nu har langt færre smerter.
Han går ture dagligt, træner i ny og næ og sørger for at holde pauser fra værkstedet i løbet af dagen, så han kan få bevæget sig lidt rundt.
Smerterne er ikke helt væk, men bekymringerne fylder mindre, og han har det langt bedre.
Hvis du, ligesom julemanden, døjer med rygproblemer af den ene eller anden grund, kan du overveje forskernes gode råd. Glædelig jul!

Mange af de sundeste og længstlevende mennesker i verden følger princippet 'hara hachi bu' - en spisefilosofi, der bygger på mådehold.
Hara hachi bu stammer fra japansk konfuciansk lære, der tilskynder til kun at spise, til vi føler os omkring 80 procent mætte.
I nyere tid har filosofien fået opmærksomhed som en mulig tilgang til vægttab, men selvom hara hachi bu handler om at spise med måde, og stoppe før vi er helt mætte, bør den ikke ses som en egentlig restriktiv kost.
Det er snarere en måde at spise på, der lærer os nærvær, taknemmelighed og et roligere tempo ved måltiderne.
Forskning i hara hachi bu er begrænset. Tidligere studier har undersøgt de overordnede kostmønstre hos personer, der bor i områder, hvor denne spisefilosofi er mere udbredt - ikke selve '80 procent-reglen'.
Den tilgængelige evidensmængde peger dog på, at hara hachi bu kan hjælpe til at reducere det samlede daglige kalorieindtag.
Hara hachi bu er også forbundet med mindre vægtstigning på længere sigt og en lavere gennemsnitlig BMI.
Hara hachi bu er desuden associeret med sundere måltidsvalg blandt mænd, hvor deltagerne typisk spiser flere grøntsager og færre kornprodukter.
Hara hachi bu deler også mange centrale principper med mindful eller intuitiv spisning, som ikke er slankekure, men som fremmer en større opmærksomhed på kroppens egne signaler for sult og mæthed.
Forskning viser, at begge metoder kan hjælpe med at reducere følelsesbetonet spisning og forbedre den generelle kostkvalitet.
For eksempel kan hara hachi bus fokus på nærvær og intuitiv spisning tilbyde en mild og bæredygtig måde at støtte langsigtede sundhedsændringer på.
Det er forandringer, der er langt lettere at fastholde over tid, og som kan forbedre helbredet og modvirke vægtøgning efter et vægttab, hvilket ofte er en risiko ved traditionelle slankekure.
Filosofien bag hara hachi bu giver også god mening i en travl hverdag og kan hjælpe os med at udvikle et sundere forhold til den mad, vi spiser.
Evidens peger på, at omkring 70 procent af både voksne og børn bruger digitale enheder, mens de spiser.
Denne adfærd er forbundet med et højere kalorieindtag, lavere indtag af frugt og grøntsager og en større forekomst af forstyrrede spisevaner, herunder restriktiv spisning, overspisning og binge eating.
Det ser jeg det hele tiden som diætist.
Vi sætter maden på en piedestal, bliver besatte af den, taler om den, poster om den, men ofte nyder vi den ikke engang.
Vi har mistet den forbindelse og påskønnelse, der burde være en naturlig del af at spise.
Ved at være mere opmærksom på den mad, vi spiser, og give os tid til at smage, nyde og virkelig opleve den - som hara hachi bu lægger vægt på - kan vi genoprette forbindelsen til kroppen, støtte fordøjelsen og træffe mere nærende madvalg.
Her følger gode råd og tips, hvis du gerne vil afprøve hara hachi bu eller tage en mere mindful og intuitiv tilgang for at forbedre dit forhold til mad:
1. Tjek ind med kroppen, før du spiser
Spørg dig selv: Er jeg virkelig sulten? Og hvis ja, hvilken type sult er det - fysisk, følelsesmæssig eller blot vane?
Hvis du er fysisk sulten, kan det at nægte dig selv mad føre til stærkere cravings eller overspisning senere. Men hvis du føler dig rastløs, træt eller stresset, så stop lige op et øjeblik. Refleksion kan forhindre, at mad bliver et automatisk copingmekanisme.
2. Spis uden distraktioner
Læg skærmen fra dig og giv måltidet din fulde opmærksomhed. Skærmen kan fjerne fokus fra kroppens mæthedssignaler og dermed fremme overspisning.
3. Sænk tempoet og nyd hver bid
Et måltid bør være en sanselig og tilfredsstillende oplevelse. Når vi spiser langsommere, bliver det lettere at mærke, hvornår vi er mætte og bør stoppe.
4. Stræb efter at være behageligt mæt - ikke propmæt
Hvis vi forestiller os, at sult er 1 på en skala fra 1 til 10, og følelsen af at være så'mæt, at man må lægge sig ned, er 10, så svarer '80 procent mæt" til en behagelig tilfredshed frem for at føle sig proppet.
At spise langsomt og lytte til kr...

At bande og svovle kan give ekstra kræfter i fitnesscenteret, har forskning tidligere vist.
Nu har britiske forskere undersøgt, hvorfor bandeord gør det lettere at løfte vægte, fremgår det af en pressemeddelelse fra American Psychological Association.
Ifølge et nyt studie kan det at bande hjælpe med at overkomme og overvinde hæmninger og på samme tid presse én hårdere i styrke- og udholdenhedstests.
"I mange situationer holder folk sig selv tilbage - bevidst eller ubevidst - fra at bruge deres fulde styrke," siger studiets forfatter Richard Stephens i pressemeddelelsen.
"At bande er en lettilgængelig måde at hjælpe dig selv med at føle dig fokuseret, selvsikker og mindre distraheret og 'give det lidt mere'."
Han og hans kollegaer havde en idé om, at bandeord kunne sætte folk i en hæmningsløs sindstilstand. Og for at teste dette udførte forskerne to eksperimenter med i alt 192 deltagere.
I hvert eksperiment bad de deltagerne gentage enten et bandeord efter eget valg eller et neutralt ord hvert andet sekund, mens de lavede en fysisk krævende bevægelse.
Efter at have gennemført bevægelsen, besvarede deltagerne spørgsmål om deres mentale tilstand under opgaven.
Spørgsmålene omfattede vurderinger af forskellige mentale tilstande forbundet med hæmningsløshed, såsom hvor selvsikre de følte sig, samt hvor distraherede de følte sig.
Samlet set opdagede forskerne, at deltagerne, der bandede under den fysisk krævende bevægelse, var i stand til at bære deres kropsvægt betydeligt længere tid end dem, der gentog et neutralt ord.
"Disse resultater er med til at forklare, hvorfor det er så almindeligt at bande," fortæller Richard Stephens.
"At bande er bogstaveligt talt et kalorieneutralt, stoffrit, billigt og let tilgængeligt værktøj, vi har til rådighed, når vi har brug for et boost i præstationen."

Alt det mos, du bruger i din juledekoration, er ikke bare flot grønt. Det kan indeholde spor af dyr og planter fra det område, hvor mosset er groet. Det viser et nyt studie, skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Opdagelsen skete, da biologen Kasun Bodawatta var i færd med feltarbejde. Han snublede og røg pladask ned i mosset. Det fik ham til at tænke på, at mosset til forveksling minder om havsvampe, som kan bruges til at samle DNA på havets bund.
Herefter begyndte han og en række andre forskere et studie, hvor de indsamlede 25 mosprøver ved Lille Vildmose for at teste, om mos har samme funktion på land, som havsvampe har i vandet.
Forskerne fandt DNA i mosset fra hele 13 fuglearter, 11 pattedyrarter, 54 insektarter, 21 planteslægter, 210 svampeslægter og over 500 bakterieslægter.
"Ved bare at pode overfladen på bittesmå stykker mos med en vatpind kunne vi opfange vilde, lokale dyr som bisonokse og grævling," siger Kasun Bodawatta, som er gæsteforsker ved Globe Institute på Københavns Universitet og medforfatter på studiet.
Forskerne fandt også DNA fra dværgflagermus, skrubtudser og springhaler.
I studiet testede forskerne også mos fra Elfenbenskysten, hvor de blandt andet fandt 18 fuglearter og 13 pattedyrarter, herunder bøfler og aber.
Ifølge Kasun Bodawatta er resultaterne rigtig gode nyheder, da det giver en ny måde at måle biodiversitet på.
"Vi har stadig brug for at optimere teknikken, men mos er ekstremt lovende som en vej til at overvåge dyre- og plantelivet verden over."

I løbet af juleferien udlægger fire forskere fire af H.C. Andersens eventyr. I dag skriver ph.d. Nils Berg om 'Kometen'. Under artiklen kan du læse selve eventyret.
Ingen spektakulære kometer dukkede op på himlen i 1869, men året skilte sig alligevel ud i litteraturen - takket være 'Kometen'.
H.C. Andersens eftertænksomme fortælling om kosmos og sjælen begynder ganske enkelt:
En dreng blæser sæbebobler, mens hans mor i skæret fra et tændt tællelys leder efter tegn på, hvor længe barnet mon får lov at leve.
Barnlig begejstring og overtro lever side om side i deres hjem.
Mere end 60 år går. Drengen er nu en ældre skolemester i en landsbyskole. Han underviser en ny generation i historie, geografi og astronomi og gør hvert af fagene levende.
Videnskaben har ikke slukket hans undren; den har fordybet den. Og så vender den samme komet tilbage.
Det, der paradoksalt nok gør 'Kometen' i stand til at give genlyd gennem tiderne, er dens stille og underspillede form.
I tidligere tekster havde H.C. Andersen taget livtag med én af sin tids store skrækforestillinger: At en komet ville ramme Jorden og udslette civilisationen.
Han reagerede enten med komik eller med nøgtern præcision, men ingen af delene blev egentlig bevægende. I 1869 fjernede han sig fra satiren og de intellektuelle argumenter og mod poetisk prosa.
Meningen opstod nu gennem antydninger snarere end gennem diskussion. Samtidig forlod han ungdommens romantiske fortælleform, hvor Månen, morgenstjernen og andre himmellegemer kommenterer direkte på det verdslige liv.
En del af min fascination ved denne fortælling er de fire bevarede manuskripter. H.C. Andersen udviklede gradvist historien fra en pudsig scene i et klasseværelse i en landsbyskole til et livsforløb med reel kosmologisk spændvidde.
Man siger ofte, at et menneskeliv kun er et glimt, når det måles mod astronomisk tid. I Andersens samtid citerede man det latinske udtryk homo bulla: "Mennesket er (kun) en boble".
Til dette velkendte poetiske billede føjede H.C. Andersen i sit andet manuskript kometen. Over for boblens korthed satte han kometens vældige bane - og dermed spørgsmålet om, hvor en menneskesjæl rejser hen, når den har forladt kroppen.
Det afgørende gennembrud for fortællingen kom i slutningen af januar 1869, hvor H.C. Andersen ændrede både tema og struktur. I det tredje manuskript tilføjede han et afsluttende afsnit, der næsten spejler begyndelsen.
Denne narrative cyklus svarer præcist til historiens tema: "Alt kommer igen!" lærer skolemesteren os - hvad enten det er periodiske kometer eller historiske begivenheder.
Og alligevel slutter fortællingen med et billede af det, der ikke vender tilbage: "Hans sjæl var af sted på større bane, i et videre rum end kometen gennemflyver.".
H.C. Andersen inviterer os til at løfte blikket med samme åbenhed som et barn, og han stiller dybtgående spørgsmål om, hvad det vil sige at være menneske både i denne verden og, for dem der hælder mod det spirituelle, i det der måtte ligge hinsides.
Du kan høre en podcast om historien her (på engelsk).
Du kan læse mere om digterens skriveprocesser i bogen 'H.C. Andersen ved skrivebordet', der udkom i november 2025 hos Nord Academic/Gads Forlag. Der er også et kapitel om konservering og multispektral affotografering, hvis du er mere interesseret i naturvidenskab end i litteratur.
Her følger H.C. Andersens eventyr 'Kometen' i en udgave på moderne dansk, som stammer fra hcandersen.dk.
Og kometen kom, skinnede med sin ildkerne og truede med sit ris. Der blev set på den fra det rige slot, fra det fattige hus, fra stimlen på gaden og af den ensomme der gik hen over den vejløse hede. Hver havde sin tanke derved.
"Kom og se det himlens tegn! Kom og se det pragtfulde syn!" blev der sagt, og alle skyndte sig at se.
Men inde i stuen sad endnu en lille dreng og hans mor. Tællelyset brændte, og mor syntes at der var en høvlspån i lyset; tællen stod op i spids og krøllede, det betød, troede hun, at den lille dreng måtte snart dø, høvlspånen vendte ...

Går I forbi kødet i supermarkedet og fylder indkøbskurven med grøntsager i stedet, gør I en masse godt for jeres børn.
Det viser den hidtil største analyse af plantebaserede kostvaner hos børn. Mere end 48.000 børn og 59 studier indgår i analysen, som bekræfter, at der er meget godt at sige om at vokse op i familier, der lever plantebaseret.
Men der er også hår i ærtesuppen.
For den omfattende forskningsgennemgang viser samtidig, at der er farer ved den grønne livsstil.
Forældre, der ikke sørger for at sammensætte den grønne kost rigtigt og supplere med kosttilskud, risikerer, at deres børn kommer til at mangle vigtige næringsstoffer, konkluderer forskerne.
Børn, der udelukkende spiser grønt, risikerer samtidigt at få for lidt af især B12-vitamin, men også calcium, jod og zink.
Derfor er det afgørende, at forældre sørger for systematisk tilskud af de manglende næringsstoffer, lyder det i studiet, der er lavet af en gruppe forskere fra Italien, USA og Australien.
Det er også, hvad forsker, lektor og forskningsgruppeleder Scott Thomas McClure fra DTU Fødevareinstituttet får ud af den store analyse, som han har læst for Videnskab.dk.
"Velplanlagte vegetariske og veganske kostvaner kan understøtte en sund vækst i barndommen."
"Men uden omhyggelig planlægning og tilskud kan de indebære en højere risiko for mangel på specifikke næringsstoffer," siger han om studiet, som han roser for sin størrelse og grundighed.
Det historisk store studie bekræfter, hvad kostforskere i forvejen ved fra enkeltstående studier. Men:
"Ved at samle 59 studier med over 48.000 deltagere øger metaanalysen den statistiske styrke og pålidelighed - ud over de individuelle studier," påpeger Scott Thomas McClure.
Netop når det gælder børns kostvaner, er evidensen ofte begrænset og uensartet. Så en omfattende metaanalyse giver et stærkere samlet billede, slår han fast.
På den anden side er netop den forskning, der findes om børns kostvaner, ofte meget forskellige, har hver deres begrænsninger og kan derfor være svære at sammenligne.
For eksempel kan man antage, at familier, der har taget et aktivt valg om at spise grønt eller vegansk, generelt har et større fokus på sundhed og er mere ressourcestærke end familier, der ikke har taget stilling til deres kost på samme måde.
Den slags 'støj' i resultaterne tager nogle af de 59 studiet højde for. Men ikke alle studier har taget højde for det. Det fremhæver forskerne selv som en begrænsning i studiet.
Derfor er der også grund til at være forsigtig med fortolkningen i metastudiet, mener Scott Thomas McClure, der leder Forskningsgruppen for Ernæring, Bæredygtighed og Sundhedsfremme ved DTU Fødevareinstituttet.
Han ønsker sig derfor mere langsigtet forskning i de positive og negative sundhedseffekter af børn kostvaner helt fra tidlig barndom og op til ungdomsårene.
Forskerne har i studiet sammenlignet børn, der spiser vegetarisk, vegansk og er altædende, hvilket vil sige, at de også spiser animalsk.
Her fandt forskerne, at børn, der udelukkende spiser plantebaseret, både får bedre hjerte/karsundhed (eksempelvis i form af lavere kolesterolniveauer) og en sundere og slankere vægt end børn, der også spiser kød.
De 'grønne' børn havde også et højere indtag af vigtige næringsstoffer som fibre, folat, C-vitamin og magnesium - sammenlignet med de altædende børn.
Men på trods af fordelene, medfører de plantebaserede diæter også betydelige udfordringer, især når det gælder de essentielle vitaminer og mineraler.
Vegetariske børn indtager signifikant mindre energi, protein, totalt fedt, B12-vitamin, D-vitamin og zink end altædende børn. Veganske børn har et særligt lavt indtag af calcium.
De vegansk og vegetarisk spisende børn er desuden lavere end deres kødspisende jævnaldrende.
Derfor advarer forskerne bag analysen mod, at forældre og sundhedspersonale undervurderer behovet for ernæring i barndommen, hvor sund vækst og udvikling er afgørende.
Studiet antyder samtidig, at kostvaner, som inkluderer animalske fødevare, kan medføre...

DNA fra 3.700 år gamle knogler, fundet i Italien, viser det ældste kendte bevis for incest mellem en far og hans datter.
Det skriver Live Science på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Communications Biology.
Her fandt forskerholdet genetiske spor efter det incestuøse forhold, da de undersøgte de jordiske rester fra en dreng, der døde i teenagealderen, og som efterfølgende blev begravet på en bronzealderkirkegård i en hule i det sydlige Italien.
Hulen kaldes for Grotta della Monaca, og her fandt forskerne rester fra i alt 23 personer.
De fleste af menneskene, der var begravet på bronzealderkirkegården i den syditalienske hule, havde genetiske tegn, der tydede på, at deres forældre var fjernt beslægtede inden for de sidste seks til ti generationer.
Men teenagedrengens DNA afslørede, at han var afkommet af et incestuøst forhold af første grad, som forskerne formulerede det, hvor en mand har fået et barn med sin datter.
Afkom af incestuøse forhold af første grad - mellem forælder og barn - har en tendens til at medføre højere sandsynlighed for genetiske lidelser hos afkommet.
Men ud fra forskernes undersøgelser at dømme havde teenagedrengen ikke nogen sjældne genetiske sygdomme.

Den tyske rumingeniør Michaela Benthaus, der arbejder for Den Europæiske Rumorganisation (ESA), blev den første kørestolsbruger til at rejse forbi Karman-linjen, der bruges til at markere overgangen til det ydre rum.
Det skriver blandt andre CNN.
Det skete lørdag morgen, da hun steg ombord en Blue Origin New Shepard-rumkapsel i Van Horn, Texas i USA.
"Jeg har altid ønsket at komme ud i rummet, men jeg har aldrig rigtigt betragtet det som noget, der faktisk var muligt," fortalte hun til CNN før sin afgang.
Den i dag 33-årige Michaela Benthaus fik ødelagt sin rygsøjle tilbage i 2018, da hun var involveret i en mountain bike-ulykke.
Over for CNN røber hun, at hun havde været i tvivl om, hvorvidt hendes handicap var for voldsomt til at komme i rummet, inden det lykkedes hende at få en plads om bord på Blue Origin-rumskibet sammen med fem andre passagerer.
På en sådan smuttur med New Shepard oplever de rumrejsende få minutters vægtløshed, og Michaela Benthaus brugte en særlig rem til at holde hendes fødder bundet fast, mens hun svævede op fra kørestolen og fik et glimt af Jorden gennem rumskibets vindue.
"Jeg elskede virkelig udsigten og fasen med vægtløshed, men jeg elskede også turen opad. Det var så cool at føle hvert trin i opsendelsen," fortalte hun efter rumrejsen.
Efter sit rumeventyr vil Michaela Benthaus forsøge at bruge sine erfaringer til at gøre oplevelsen bedre for fremtidige rumturister og astronauter, der er i samme situation som hende.
Den Europæiske Rumorganisation (ESA) har i flere år arbejdet på at gøre rumfart mere repræsentativ, hvilket vi her på Videnskab.dk tidligere har omtalt i artiklen 'Rumagentur optager nu astronauter med fysisk handicap'.

Vi er i København, i december for præcis 68 år siden. Køen til Charlottenborg på Kongens Nytorv snegler sig helt ud til Nyhavn. Folk i tusindtal vil se den nyåbnede fotoudstilling 'The Family of Man (som på dansk hed 'Vi mennesker').
Udstillingen viste dokumentariske sort-hvide fotografier fra hele verden af menneskers grundvilkår gennem tilværelsen: fødsel, skolegang, familiedannelse, arbejde, leg, død, krig, sorg og håb.
På bagkant af Anden Verdenskrig og med truslen fra Den Kolde Krig ville den demonstrere, at menneskeheden trods alt var én stor familie.
'The Family of Man' blev den mest besøgte fotoudstilling i historien. Den turnerede verden rundt fra 1955 til 1963 og blev i den periode set af mere end ni millioner mennesker i 28 lande, heriblandt Danmark.
I dag lever vi (igen) med et nyt geopolitisk trusselsbillede. Hver dag flyder medierne og smartphonens feed over med billeder af krige og kriser, som rykker tættere på. Empatien slides af de mange krigsbilleder. Ukrainekrigen er på vej ind i sit femte år, mens følelsen af sammenhold i Europa og økonomisk såvel som humanitær solidaritet med Ukraine er under pres.
Har fotografiet en funktion på den baggrund? Kan fotografiet stadig minde os om det, vi deler?
Ja, er min påstand.
Ved at genbesøge modtagelsen af 'Vi mennesker' i København i disse dage for 68 år siden, bliver man mindet om, hvordan fotografiet er et fælles sprog, vi mennesker deler med hinanden. Og om at netop fotografiet kan skabe sammenhold og medmenneskelighed i svære tider.
'The Family of Man' bestod af 503 fotografier fra 68 lande, og udstillingen var udtænkt af direktøren for Museum of Modern Art i New York, fotografen Edward Steichen.
Han ville skabe et fotografisk epos, der kunne samle mennesker over hele verden i en insisteren på, hvad der forener os som mennesker fremfor det, der splitter. På tværs af kulturer og nationer. Verdens bedste dokumentarfotografer deltog.
Udstillingen var uhørt moderne designet for sin tid. For at gøre den så levende som muligt, var mange billeder utraditionelt ophængt; i loftet, lagt på gulvet, på stativer. Et foto af to gamle mennesker, der gynger, var ophængt i to lange kæder, så det selv kunne gynge.
Det var boghandleren Mogens Staffeldt og fotografen Bror Bernild, der havde sørget for at få udstillingen til Danmark. Den blev en kæmpe succes, og den blev lovprist af de danske anmeldere, der ikke var vant med fotoudstillinger - læs mere om anmeldelserne i boksen nedenfor.
Den globale blokdannelse mellem øst og vest, som havde tegnet sig efter Anden Verdenskrigs afslutning, var blevet en del af folks hverdag. Noget man levede med og ikke følte sig ansvarlig for.
Udstillingen mindede om, at det til syvende og sidst er mennesker, der står bag udviklingen, bag krig og undertrykkelse, og bærer ansvaret for historiens gang.
Også de unge, der var opvokset med mindet om kz-lejrene og i frygten for en kommende atomkrig, var anfægtede. Politiken udskrev en essaykonkurrence for unge i forbindelse med udstillingen. 550 sendte ind.
"Jeg har set, at vi alle er mennesker. At buskmanden elsker og sørger som jeg selv. At vi alle har samme rettigheder og pligter," skrev den dengang 14-årige Arne Herløv Petersen. Han vandt konkurrencen sammen med den to år ældre Erik Thygesen. Begge blev senere kendte forfatterprofiler.
Udstillingen blev til midt under Den Kolde Krig. Fronterne mellem 'dem' og 'os' var trukket hårdt op overalt i verden, så for Edward Steichen gjaldt det om at bygge bro.
Udstillingen forholdt sig ikke idylliserende eller negligerende over for krige og kriser. Den viste fattigdom, ensomhed og krigens ødelagte landskaber og menneskelige ofre fra Den amerikanske borgerkrig over Anden Verdenskrig til Koreakrigen.
Udstillingens eneste farvefotografi var stort og forestillede en atomprøvesprængning. Billedet havde en central placering på udstillingen.
Hele sidste sekvens var tilegnet børn over hele verden, som leger, griner og frydes ved sæbebobler, en stjernekaster eller den...

Millioner af mennesker verden over har set videoen af Ahmed al-Ahmed, en 43-årig grønthandler, der lykkedes med at overmande en af gerningsmændene på Bondi Beach i Sydney.
En solstrålehistorie i mørket efter masseskyderiet, der ramte familier under fejring af en jødisk højtid.
En heroisk handling, der er blevet hyldet i hele verden.
Har du nogensinde tænkt over, hvad du selv ville gøre i en nødsituation, hvor andre er i fare?
I 1964 blev den 28-årige bartender Kitty Genovese voldtaget og stukket ned i New York.
37 mennesker var til stede uden at gøre noget, hed historien.
Folk var oprevede over mordet, og forskere satte i gang med at undersøge, hvorfor folk ikke gjorde noget gennem en række eksperimenter.
Forskerne konkluderede, at det afgørende var, hvor mange folk der var vidner til overgrebet. Jo flere der så det, jo mindre ville folk hjælpe.
Tilskuer-effekten kalder man det. At jo flere der er til stede, når vold sker, desto mindre er sandsynligheden for, at vi hver især griber ind.
Hvis kun en eller to personer ser et overfald, er der større sandsynlighed for, at de vil gøre noget, end hvis tre eller flere ser det, blev konklusionen fra forskerne.
Men siden er både forskningsforsøget og resultaterne blevet gennemhullet som en si, siger Marie Rosenkrantz Lindegaard. Hun er professor i sociologi ved Vrije Universiteit Amsterdam og har forsket i menneskers reaktion på vold i offentligheden i mere end et årti.
Forskerne, der udbredte tilskuer-effekten, gik nemlig ud fra en antagelse om, at folk ikke griber ind, baseret på Kitty Genovese-mordet, og lavede deres studier ud fra det.
Men politirapporten fra Kitty Genovese-mordet har sidenhen vist, hvad man ikke tog højde for i 1960'erne.
Selve voldtægten og mordet på Kitty Genovese foregik i en trappeopgang, der ikke nødvendigvis var synlig for de mennesker, der var til stede.
Der var også mange tilskuere, der troede, at de så et kærestepar skændes og gik af den grund ud fra, at det ikke var alvorligt nok til, at der skulle gribes ind.
Nyere forskning har fundet frem til andre konklusioner om vores opførsel, når vi er vidne til vold og fare.
Studier af farlige og aggressive situationer viser generelt, at antallet af tilskuere er ligegyldigt for, om folk griber ind, siger Marie Rosenkrantz Lindegaard.
Det afgørende er i stedet sociale relationer.
"Det absolut vigtigste er relationer og forbundethed med det sted eller de mennesker, som er involverede. Det har en effekt, som man inden for eksperimentel litteratur næsten ikke ville tro, er så stærk."
Et studie af 81 voldsepisoder i København mellem 2010 og 2012 via videooptagelser fra Københavns Politi viser, at man er 20 gange mere tilbøjelig til at gribe ind, hvis man har et kendskab til de involverede personer eller stedet, hvor det sker.
Følelsen af ansvar for at gribe ind stiger, hvis vold og overgreb sker lokalt i for eksempel supermarkedet eller på togstationen.
Forskere fik adgang til 219 overvågningsvideoer fra Amsterdam, Lancaster og Cape Town.
Marie Rosenkrantz Lindegaard har været med til at lave studiet, hvor forskere har analyseret de voldelige hændelser, for at se om folk griber ind og i hvilken grad.
Studiet konkluderede, at folk i 90 procent af tilfældene griber ind i situationer, hvor fare er på færde.
I mere ekstreme tilfælde, som røverier, griber folk ind i halvdelen af tilfældene.
"Der er forskel på, hvilken type vold vi har med at gøre, så det er selvfølgelig svært at generalisere, men det er faktisk overraskende mange, der griber ind, selv i livsfarlige situationer," siger Marie Rosenkrantz Lindegaard.
I 2017 var der en eksplosion i Londons undergrund. I en tid, hvor terrortruslen i London var høj, kunne man gå ud fra, at folk ville gå i panik.
Men et studie af 40 togpassagerers reaktion viste, at mange forholdt sig i ro, og at folk i stedet indtog forskellige roller af ansvar.
"Der er noget instinktivt, som foregår i de fleste mennesker i nødsituationer. De aflæser situationen og finder den rolle, der passe...

Det var søndag morgen, og min seksårige søn August og jeg var endnu en gang taget på Naturhistorisk Museum i Universitetsparken i Aarhus.
Lillesøster Gry var ikke med, for hun lå derhjemme med feber, og August og jeg havde på vejen i bilen talt om, hvorfor vi får feber, når vi bliver syge.
Fænomenet må have rumsteret i hans hoved, for så snart vi nåede hen til udstillingen med insekterne, spurgte han: "Faaar, får fluer feber?"
Svaret er måske endnu mere overraskende end spørgsmålet selv.
For ja, fluer får faktisk feber under infektion, selv om de er vekselvarme og derfor ikke kan skrue op og ned for deres egen kropstemperatur.
I dag ved vi, at feber skyldes immunforsvarets forsøg på at bekæmpe virus eller bakterier, og der er stadig flere beviser for, at feber er et decideret gavnligt fænomen.
For at forstå, hvordan fluer og andre koldblodede dyr overhovedet kan få feber, og hvorfor det er vigtigt at finde ud af, må vi skrue tiden tilbage til starten af 1970'erne.
Dengang mente flertallet af læger, at feber var et skadeligt symptom på infektioner. En slags uhensigtsmæssig fysiologisk reaktion, der var dårlig for patienten.
Derfor behandlede de som oftest den forhøjede temperatur med medicin såsom paracetamol og aspirin, der kunne reducere den igen, og på den tid var blevet let tilgængelige midler på markedet.
Den unge amerikanske fysiolog Matthew J. Kluger var dog overhovedet ikke enig i den tilgang.
Han mente, at feber ikke kunne være en fejl, når det var noget, alle kendte pattedyr fik, ja faktisk hvert og et, zoologer og biologer nogensinde havde undersøgt.
Han tænkte i stedet, at det ville være meget mere logisk, hvis feber var en naturlig og måske beskyttende del af vores immunforsvar.
Han vidste bare ikke, hvordan han skulle dokumentere det.
Den amerikanske ørkenleguan er et ganske smukt firben med gråbrune skæl og et brunt netlignende mønster på ryggen og siderne.
Det cirka 40 centimeter lange firben er almindeligt i ørkenområder i det sydvestlige USA, hvor det lever af farverige blomster, velduftende urter og små frugter.
Det er også et yndet forsøgsdyr blandt biologer og fysiologer, da det er billigt at anskaffe og let at holde i fangenskab, og i 1973 købte Kluger en hel koloni af ørkenleguaner, for han havde fået en ide.
Kluger ville undersøge, om også vekselvarme dyr får feber under infektion, og hans logik bag studiet var forankret i basal evolutionslære.
Hvis både pattedyr som mennesker og krybdyr som ørkenleguaner fik feber, måtte begge dyregrupper med høj sandsynlighed have nedarvet evnen fra en fjern fælles slægtning.
Hvis det var rigtigt, ville feber have været bevaret hele vejen igennem evolutionen helt tilbage fra tiden, før pattedyr overhovedet opstod som dyregruppe for cirka 200 millioner år siden.
Det ville være et tungt argument for, at feber er en gavnlig affære.
Evolutionslæren fortæller os nemlig, at hvis en egenskab eller et reaktionsmønster er en ulempe, så vil evnen forsvinde gennem dyrets måde at udvikle sig på hen over årene.
Omvendt bevarer vi nyttige træk og reaktioner, da de ofte vil give en overlevelsesfordel.
Kluger og hans kolleger vidste, at ørkenleguaner ikke kan ændre deres kropstemperatur ved egen kraft.
Derfor besluttede de at bygge et flere meter langt bur, hvor en radiator varmede den ene ende op til cirka 45 grader, imens et køleelement regulerede den anden ende til omkring 32 grader.
Fordi buret var langt, skabte de på denne måde en såkaldt temperaturgradient, hvor temperaturen langsomt steg igennem hele burets længde.
Ørkenleguanerne kunne således frit vælge den temperatur, de helst ville opholde sig i, og herved også vælge deres egen kropstemperatur.
Til at starte med lukkede Kluger og hans team en gruppe raske ørkenleguaner ind i buret.
Efter nogle timer målte de dyrenes kropstemperatur, og det stod hurtig klart, at ørkenleguanerne ikke bare vilkårligt vandrede rundt i buret.
De havde snarere en klar og ensartet præference for, hvor de opholdt sig for at opnå den kropstempera...

Det ser sort ud for Arktis' hvide bjørn.
Inden 2050 vil to tredjedele af alle isbjørne være forsvundet, og når århundredet slutter, vil verdens sidste isbjørn formentlig være død, hvis forskernes prognoser får ret, og klimaforandringerne fortsætter.
Men nu har engelske forskere muligvis fundet et spinkelt håb: Isbjørnenes DNA ser ud til hurtigt at kunne tilpasse sig den nye virkelighed med varmere klima, mindre is og en anden type føde.
Det skriver Phys.org i en pressemeddelelse.
Forskere fra University of East Anglia, England, har sammenlignet DNA fra isbjørne i det nordøstlige og sydøstlige Grønland, hvor klimaforandringer sker hurtigere.
De kunne se en mærkbar forskel i de to populationers såkaldte 'hoppende gener' - en slags DNA-stykker, der kan flytte sig rundt i arvemassen og skabe mutationer.
Det viste sig, at der var mere aktivitet i de hoppende gener hos de sydlige isbjørne, der er hårdere ramt af klimaforandringer, og forskerne så en forskel i de gener, der har med varmestress, aldring og stofskifte at gøre.
"Fundet er vigtigt, fordi det for første gang viser, at en unik gruppe isbjørne i den varmeste del af Grønland bruger 'hoppende gener' til hurtigt at omskrive deres egen DNA, hvilket kan være en desperat overlevelsesmekanisme mod den smeltende havis," siger Alice Godden, der er hovedforfatter på det nye studie.
Forskerne påpeger dog, at det på ingen måde betyder, at isbjørnen er sikret mod at uddø, da klimaforandringerne stadig er en enorm trussel mod dens overlevelse.
Forskernes næste skridt bliver at undersøge og sammenligne flere af de 20 populationer af isbjørne, der findes verden over.