Dorn, Malcolm Balix, Gnufixia og Kælk når frem til Månen Um. Under dem strækker et øde landskab af sølvfarvet sand sig, stille og fremmed. Midt i tomheden står en enorm løvestatue og spejder mod Tuson, som om den venter. Sporene efter tidligere besøgende er tydelige, men ingen er tilbage til at fortælle hvorfor. Gåder bliver stillet, ord vejet, og hvert skridt fremad føles som et valg, der ikke kan fortrydes. Da en port i sandet åbner sig, bliver det klart, at Månen ikke blot er et sted, men en prøve.

Kaosset ombord er langt fra overstået. Efter mødet med den første parasit opdager Dorn, Malcolm Balix, Dom Briosh, Gnufixia og Kælk, at truslen har spredt sig dybere ind i kaldurskibet end frygtet. En ny rædsel bryder fri, større, tungere og fyldt med noget, der bevæger sig indeni. Heltene må tænke hurtigere end orme kan kravle, og en desperat plan bliver sat i værk for at få monstret ud af skibet, før alt går galt.

Ombord på kaldurluftskibet vågner Dorn, Malcolm Balix, Dom Briosh, Gnufixia og Kælk til en uro, ingen først kan forklare. Noget er galt. Spor i mørket peger på, at en ukendt kraft har fundet vej ind på skibet – og måske ind i én af dem. Mens skibet fortsætter mod månen, må heltene bevæge sig gennem dunkle korridorer, madkamre og maskinrum, hvor mærkelige lyde og forvredne spor gør det klart, at de ikke er alene. En jagt begynder, men skibet er stort, og det, de leder efter, er hurtigere end de tror. En trussel, der ikke angriber med våben – men med værter. Afsnittet er klaustrofobisk, intenst og fyldt med stigende paranoia. Noget bevæger sig under brædderne. Og det vælger selv, hvem det vil tæt på.

Dværgene Esel Bundgod og Jarl Karl er i følge med Orken Uff StorkRammer og elveren Enheldild Bredblad draget ned i det unaturlige hul der er hvor deres mine og Horn Pubben engang var. Her møder de ukendte fjender og stærke følelser. Måske endda noget dybere og ældre end selv de gamle racer?

Dette er et oneshot eventyr over to dele. Både for at teste Stemmernes Tårn af på en anden måde... og fordi Christian lå syg Del 1. I en tid før menneskene mødtes orkerne fra stepperne, skovens elvere og bjergets dværge et sted der i dag ligger under søens vand der omkranser Stemmenes tårn Det første Timus møde skulle sikre fred og handel. Men Horn Pubben, dværgenes eneste kro springer i luften og en gruppe af usandsynlige helte må undersøge hvad der er los! Spiller: Annalea, Sabrina, Johannes og Andreas. DM: Brian Dyg Arp

Tiltrækningsstrålen er slukket, og Cosmos Universitet driver stille i kredsløb over Tuson. Et rødt lys gløder og maskinerne begynder at vågne på ny. Heltene forsøger at finde en vej ud, men hver dør fører dybere ind i det ukendte. Noget bevæger sig i mørket, og virkeligheden selv synes at forskyde sig omkring dem, på deres vej tilbage mod luftskibet

Luftskibet hænger stadig fanget i Cosmos Universitetets tiltrækningsstråle. Og inden i den store metalfirkant har heltene fundet det rum, hvor strålen kan standses, et maskinrum oplyst af turkis glød og drevet af en mærkelig krystal. Men de er ikke alene. Forvredne, halvlevende gnomer vandrer stadig gennem universitetet, bundet til maskineriet som rådne led i en glemt opfindelse. Da heltene forsøger at skjule sig, bliver de opdaget og en kamp bryder ud mellem skygger, tandhjul og skrig.

Efter en nat i frostkæmpernes sale vågner Sean, Sonny, Seren og Hellawig blandt sne og sten. Kong Bisfrost samler dem til et helligt ritual, hvor seks mægtige frostkæmper bindes til et magisk horn, en gave der kan påkalde deres styrke i nødens stund. Med hornet på ryggen og tågens kulde i hælene drager heltene mod nord. Der i det frosne øde siges et gammelt giganthoved at gemme indgangen til et gnomisk tempel, og dybt derinde tågekapslen som engang fængslede Tågen, Alletings vrede.

Kampen på dækket er ovre, men faren er langt fra forbi. Heltene hænger stadig fanget i strålen fra Cosmos Universitetet, mens Dravik Tohr og besætningen forsøger at frigøre luftskibet. I lyset fra den mærkelige firkant, der svæver i himlen, ses nu konturerne af noget enormt, en død metallisk by i himlen. Dorn bliver tilbage for at holde øje med skibet, mens Malcolm, Gnufexia, Don Brioche og Kælk springer fra sten til sten og træder ind i universitetets indre. Her møder de et forladt, men levende sted, korridorer fyldt med blå pulserende lys, dværgeruner og statuer der synes at følge deres bevægelser.

Heltene befinder sig stadig fanget i den mystiske lysstråle, der trækker deres luftskib mod Cosmos Universitetet. Ud af mørket vælter horder af vanvittige, døde gnomer frem, og kampen på dækket bryder for alvor løs. Dorn, Malcolm, Gnufexia, Don Brioche og Kælk kæmper side om side med kaptajnen og besætningen af Keldurer, Ørkensværge og Halvbærere, mens fjenderne kravler ind fra alle sider. Pile flyver, magiske toner fra luttens strenge sprænger fjender i stykker, og blodige nærkampe raser hen over skibet.

Eventyrerne forlader Tikaloc havn og træder ombord på et enormt luftskib, der bringer dem højt op over Tuson. De møder skibets styrkvinde Dravik Tohr og besætningen af Keldurer, Ørkensværge og Halvbærere. Undervejs får heltene tildelt deres egne kahytter, gaver og våben, men stemningen bliver hurtigt alvorlig, da skibet fanges af en mystisk kraft.

Sne og stilhed følger vores helte, efter de med nød og næppe overlevede mødet med det, der lå gemt under isen. Med tæerne kolde og nerverne spændte bevæger de sig videre mod gnomernes kapsel, men bjergene vogter ikke længere i tavshed. For noget stort har fået færten af dem. Noget tungt. Noget sultent. Vil de igen undslippe, som da de stod ansigt til ansigt med Rimskæl? Eller har heldet forladt dem på det værst tænkelige tidspunkt? Et afsnit med tunge fodspor, stigende spænding og måske et glimt af noget langt ældre end tågen selv.

Kulden bider, men farerne bider hårdere. I dette intense afsnit sætter gruppen alt på spil, da en konfrontation trækker dem ind i en livsfarlig kamp midt i det iskolde nord. Tågen letter for en stund, men kun for at afsløre noget endnu værre. Taktik, terninger og desperation. Ingen kan vide, hvem der står oprejst til sidst.

De har forladt Islæ. Frostkuglen omkring byen smelter, vampyrerne rasler i kulissen, og Stivfinger fører dem mod nord, mod det ukendte. Bjergene kalder, sneen knaser, og et gigantisk offerhul åbenbarer sig i landskabet. Men hvad sker der, når broen man går på begynder at gyse? Når fraktioner mødes omkring afgrunden? Og når man ikke længere kan huske, hvem der egentlig gav én den dukke? Et afsnit med hængebroer, istapper, affaldssortering og nye spørgsmål om det glemte våben, kapslen og den sande oprindelse af tågen. De bevæger sig videre mod gnomernes skjulte bygninger og måske en ny afsløring.

I den snedækkede og dødstille by Islæ finder vores helte kun frosne skikkelser, stivnede i gang med hverdagsgerninger, midt i bevægelser, som om tiden bare er frosset. Ingen bevæger sig. Ingen ånder. Og alligevel… er der noget, der ikke føles dødt. Et blik der hænger for længe. En finger, man næsten synes, man så rykke. En fornemmelse af, at de bliver betragtet, fra øjne, der burde være dækket af is.

Dvalevant’n strækker sig ud foran dem: en uendelig, spejlblank frossen sø, hvor vinden bider, og stilheden hvæser. Heltene står på kanten af det ukendte – bag dem Suskaldskovens tåge, foran dem den forladte by Islæ. Men turen over isen er ikke bare fysisk krævende. Det er som om selve søen lytter… bevæger sig… og hvisker. En forbandet kappe, en vision fra Gnistring og mørke stemmer i tågen gør hvert skridt tungt og utrygt. Og da de endelig når frem til Islæ, virker byen alt andet end klar til at tage imod dem.

Vores helte bevæger sig ind i Suskald Skoven, et sted, hvor træerne synes at lytte, og hvor stierne vrider sig, når man vender ryggen til. Kulden bider, men det er ikke det eneste, der gør ondt. Noget i mørket tester deres sammenhold, deres dømmekraft og måske deres værdighed. Ikke alt kan bekæmpes med stål og ild. Nogle gange må man tænke skævt… eller slet ikke tænke. Følg Hellawig, Alistair, Kornstråle og Sonny i et af de mærkeligste og mest absurde afsnit til dato – hvor mørket i træerne måske ikke er det farligste…

Vinteren strammer sit greb, og heltene kæmper sig frem gennem den dybe skov nord for Nordrum, med en ny, relativ uhyggelig følgesvend ved deres side: Bob. Men skovens stilhed bedrager. Noget skjuler sig mellem grantræernes skygger, hurtigt og nådesløst. Et angreb kommer uden varsel, og selv toppen af træerne er ikke sikker. Mens sneen drysser, og nerverne flosser, bliver spørgsmålene flere: Hvem eller hvad jager dem? Og hvem fanden er Bob?

Efter at have forladt Nordrum og bevæget sig dybere ind i den sneklædte ødemark, støder vores helte på en tilsyneladende nødlidende lejr og en katteagtig mand, der bønfalder dem om hjælp. Men det hele er en fælde. Et bagholdsangreb. Og det, der ligner simple røvere, viser sig at være noget langt mørkere og mere foruroligende. På en frossen bro over en buldrende elv bryder kampens tåge løs – bogstaveligt talt. Ildkugler flyver, torden slår ned fra himlen, og en ildkugle sætter verden i brand. Magien koger, stål møder stål, og overlevelse bliver en dans mellem liv og død